3 årig: "Jeg smadrer dig far!!"

Er man lykkeligere uden børn?

2015-02-19_16.30.17

Her hjemme taler vi ofte om, hvor surrealistisk det er, når et parforhold (fx vores) med et trylleslag bliver forvandlet til en ‘familie-virksomhed’. Samlebåndsarbejde. Hvem skifter ble vs. hvem leger? Hvem laver mad vs. hvem rydder op? Hvem putter den store vs. den lille? På kun 3 år er vi gået fra at kunne være top egoistiske, til overhovedet ikke at have muligheden for, at kunne dyrke os selv eller hinanden – i det omfang vi kunne ønske os. Til gengæld er vi to børn rigere. Bevares, den tid skal nok komme igen! Men man ‘ofrer’ meget når man vælger at få børn. Og det er ikke til diskussion. Det er det derimod, når man stiller spørgsmålet: er det dét værd?

Lillefar viste mig forleden den her artikel hvor en forsker påstår: ‘Lykken er ikke at få børn‘. Kort sagt står der, at man aldrig vil få et parforhold med sin partner igen, som dét man havde inden man fik børn (av!). Og årsagen til at man ikke er lige så lykkelig som de uden børn, skyldes alle de bekymringer der følger med børnene og at man sætter egne behov i anden række. Nok er der kærlighed…men med kærlighed følger bekymringer. Og dét skulle altså i følge forskeren i artiklen være årsagen til, at de uden børn er mere lykkelige end dem med børn.

Jeg kender et par stykker, som intet ønske har om at få børn. Jeg har været meget interesseret i, hvorfor de har valgt som de har. Og spurgt meget ind til det! Egentlig mest fordi jeg er fascineret! Og hvorfor så det? Fordi JEG altid har sat lighedstegn mellem lykke og børn. Jeg har ALDRIG været i tvivl om, at jeg ville have børn. Da jeg var teenager var der alle de dér fremtidsplaner om gymnasie, måske lidt rejse i udlandet, så læse videre til jordemoder….og så få nogle børn. Og faktisk har jeg så ikke rigtig tænkt videre!? Der kan jeg godt synes det er fantastisk, når jeg hører de der ikke ønsker børn, fortælle om alle deres fremtidsplaner. For de hænger ikke deres “lykke” op på en stor fed knage der står “børn” på – som jeg har gjort/gør. De jeg gennem tiden har talt med, der ikke ønsker børn, har en masse argumenter som giver fin mening. De virker vitterligt…lykkelige!!

Jeg har aldrig fortrudt at jeg har fået børn. Aldrig. De driver mig til vanvid – JA. Jeg synes det er mega sindssygt åndssvagt hårdt – JA. Jeg føler mig begrænset og en følelse af frihedsberøvelse suser ofte gennem min krop. Jeg kan sagtens fantasere om en dag (okay who am I kidding – en weekend!!) alene på sofaen, hvor det eneste jeg skal tage stilling til er, hvad jeg skal have at spise og hvad jeg skal se i TV. Men når jeg så en sjælden stund rent faktisk har den mulighed, går der kun lige et par timer og så savner jeg ligefrem skrig og skrål, lortebleer og snot. Og det er helt ærligt! Det har jeg i øvrigt skrevet lidt om i et tidligere indlæg, som du kan læse ved at KLIKKE HER.

Men jeg synes sgu det er en interessant debat! Lillefar fortalte mig, at han havde læst et sted, at par i dag kun reproducerer sig selv gennemsnitligt 1,6 gange. Og dét er da et problem, sådan på længere sigt? Eller hvad?

Kh Lillemor

Har du selv børn (eller frygter at få nogle!) kan du følge mig og læse flere indlæg på:

Min hjemmesideFACEBOOKInstagram eller Bloglovin’

   

4 kommentarer

  • AJ

    Nej, det synes jeg ikke jeg er. Eller, var. Jeg synes begge liv har aspekter i sig, som giver mere eller mindre lykke.

    Uden børn: mere alenetid, mere partid, mere jeggørhvadjegharlysttilnårjegvil- tid. Og mere søvn. Meget mere søvn!

    Med børn: færre bekymringer i nuet, for et barn kræver din tilstedeværelse NU. Flere og særlige oplevelser med sin partner, som kun du og han kan forstå at sære pris på.

    Uden børn: dagene kan føles lange nogle gange, bekymringerne om økonomi, jobrelaterede ting og ens personlige kringlede hjerne kan fylde en hel del.

    Med børn: mindre søvn. Meget mindre søvn! Ikke mulighed for altid lige at tage en pause – på,på,på! Større ansvar for et andet menneske (sult, skifte, pleje), mindre tid til partner.

    Min oplevelse er ikke, at man vokser med opgaven de ni måneder, for jeg anede intet om hvad jeg helt reelt gik ind til. Det kunne jeg tænke i det uendelige, men intet forberedte mig overhovedet.
    Nu er baby fire måneder, og det bliver lidt nemmere nogle steder og lidt sværere andre steder. Men hurra for intuition og det at kende sit barn bedre end da hun kun var tre uger gammel.

    Vi er nu en familie, og vores bånd føles ubrydeligt, selvom vi lidt “misser” hinanden til hverdag. Det er kun en periode.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina mormedmangemaal.bloggersdelight.dk

    Hej Lillemor.
    Først: super godt indlæg! Tænker selv ofte de samme ting!
    Jeg har 2 dejlige piger på 4 og 7 som ofte driver mig til vanvid, vi snakker Tit om hvor vi ville være uden børn og vi nyder når de en gang imellem bliver passet og vi kan få voksentid- men vi glæder os også altid til at få dem
    Hjem igen.
    Nu skal det siges at vi fik vores den ældste da vi var henholdvis 21 og 22 år – JA, meget tidligt! Og her føler man måske at man har mistet en masse ungdomstid.. Men igen, hvad? Drukture og ondt i hovedet? Ikke det vilde at komme hjem til.. Og hvad vi ellers bruger af undskyldninger 🙂

    Vi har aldrig fortrudt at vi har fået 2 trunter men gu fanden det er hårdt og man tilsidesætter altid eller i hvertfald ofte, sine egne behov..
    Jeg glæder mig da til at ungerne er så store at mor og far kan tænke bare lidt mere på sig selv! Men elsker at have dem i vores liv- de bidrager med så mange sjove minder..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lillemor

      Jeg tror altså også at det er vigtigt, at mor og far får nogle alene stunder. Noget kæreste tid, så man ikke ender som et tal i en kedelig statistik!! Vi kan sagtens finde på at holde en fridag ALENE, til at dyrke hinanden. Det er jo også bedre på længere sigt, at mor og far stadig er “kærester/elskende”, end kun en familie business. Og når man tænker på hvor tidligt I trods alt fik børn, synes jeg det er nmega flot, at I stadig er sammen den dag i dag! Det kan I godt være stolte af

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3 årig: "Jeg smadrer dig far!!"