Gravid...? Lækker konkurrence til dig her!

Jeg forstår godt at nogle går fra hinanden, når de får børn…

New_Doc_54_1

Helt ærligt…det gør jeg.

Lige i starten af et forhold, er det forelskelse der dominerer alting. Der er mystik, der er uskyld og der er drømme. Efter noget tid, lærer man hinandens gode og mindre gode sider at kende. Nogle falder fra under vejs, mens andre hænger på og lærer at elske sin partners mindre gode sider, på lige fod med de gode.

Som tiden går finder man ud af, at man faktisk holder så meget af den anden, at man godt kunne tænke sig at lave børn med vedkommende. Dét alene, er det største skulderklap man kan give en anden person i mine øjne. Kærlighedserklæringen over dem alle! Tænk at der er én derude, der har valgt lige netop DIG som værende den, der skal være med til at føre vedkommendes egne gener videre. I mine øjne bliver det ikke større.

Børn er fantastiske. Livet med dem lige så…det er slet ikke til diskussion og på ingen som helst måde hoved-emnet i dette indlæg. Men at sige at det ikke er hårdt at få børn og at det ikke påvirker forholdet, tror jeg ikke holder i byretten (for de fleste, bevares!). Jeg har nemlig aldrig – aldrig – mødt nogle der har sagt, at forholdet er blevet nemmere, efter at de har fået børn. Jeg siger heller ikke at alle er på skilsmissens rend…jeg siger blot, at jeg oplever, at man bliver udfordret på kærligheden. Man lider afsavn til sin partner. For når man går fra at være kærester på fuld tid, med alt hvad det indebærer af café ture, biografture, gåture hånd i hånd og generelt bare 100% ren dyrkelse af hinanden, til pludselig ikke at kunne give hinanden bare den kvarte opmærksomhed…så bliver savnet til frustration…og frustration kan blive til skænderier…og skænderier kan blive til en splittelse.

Jeg forstår godt at et liv, hvor man ikke har mulighed for at give hinanden den opmærksomhed som man både psykisk og fysisk behøver, kan drive én til vanvid. Jeg forstår også godt at det er en udfordring at kapere den kæmpe opgave det er, at opdrage sine børn – ud fra sit eget syn på korrekt opdragelse, men også sammensmeltet med sin partners holdning til samme. – En holdning man ikke altid er enig i. Ligeledes forstår jeg godt at ikke alle kan håndtere, pludselig ikke at være den andens 1. prioritet. For kærligheden der engang var et frirum, bliver pludselig til et maskineri der skal køre, for at få hele (familie-) “virksomheden” til at holde sammen. Der er ikke altid plads til fleksibilitet. Og dét alene kan drive mange ud over kanten. Og det er nok en medvirkende faktor til, at en overraskende stor del, går fra hinanden når de får børn. Man søger frihed. Man søger opmærksomhed. Man søger dét der engang var.

Men…

Når alt dette er sagt, så forstår jeg ikke altid, at man ikke hænger i. At man ikke kæmper. Kæmper for de drømme, der drev hinanden til at skabe det univers man nu engang har skabt. Det kræver naturligvis at man “sluger nogle kameler” undervejs og går på kompromis. Og klarer man det er jeg ret overbevist om, at man er et markant stærkere par, når man kommer ud på den anden side. Jeg ser mit eget forhold som stærkt og godt. Og jeg er af den klare overbevisning, at mit forhold kun er blevet stærkere af at have fået børn. Men det er klart en rutchebanetur. Og jeg forstår godt at nogle hopper af undervejs – på trods af at jeg ville ønske for dem, at de hang på lidt endnu. For alting bliver nemmere, efterhånden som tiden går.

Man skal huske hinanden. Man skal huske personen “bag” moderrollen, “bag” faderrollen, “bag” den hårdarbejdende mand osv. Man skal huske hvorfor det var man egentlig besluttede sig for, at lave børn med hinanden. Det er vigtigt at huske at være kærester – og ikke ‘kun’ anse hinanden som med-forælder til sine børn.

Jeg har somme tider hørt sætningen: “Vi har lovet hinanden, ikke at gå fra hinanden i barnets første to leveår – uanset hvad!”. Og jeg synes egentlig at det er ret genialt sagt.  For lige rundt om hjørnet, venter mere alene-tid, faste rytmer og ja…resten af ens liv!

Hvad tænker du? Er det en dans på roser at få børn? Er det hårdere end forventet? Hvad har du af gode råd? Kommentér gerne her nedenfor.

Kærlig hilsen

New_Doc_49_1-1

Vil du spammes med mine indlæg i din newsfeed? Så følg mig på:

FACEBOOK

Instagram

Bloglovin’

www.lillemorblog.dk

   

7 kommentarer

  • Jeg har ikke selv børn endnu. Så kan ikke vurdere hvordan det bliver.
    Men jeg kan godt frygte det. Jeg synes jeg har mødt manden, som jeg gerne vil have børn med, men hvad sker der, når vi får børn? Der skal jo to til at kæmpe, og jeg kan jo ikke tvinge ham til at kæmpe for det. Er der nogle gode råd til at “hænge i”? Det er vel også vigtigt at prioritere hinanden, men hvordan når der er så meget tid, der går med børn?

    Mvh. Sarah
    http://www.pleasurebox.dk – Ekstra til dit sexliv

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lillemor

      Hej Sarah! Det er jo for filan det der er så usikkert (og fedt!) ved livet. Man kan aldrig vide i hvilken retning det bærer én hen. Nogle gange må man sgu bare ride på bølgen og tro og håbe på, at den bringer én det rigtige sted hen. Familie livet er tusind gange mere fantastisk end du kan forestille dig. Men, det er også hårdt! Men for hver gang der er ét “røv og nøgler” er der 50 “hold kæft hvor er det her fedt”. Desværre har vi mennesker bare en tendens til, at hænge mere fast i de negative ting, end i de positive. Vi skal huske at dyrke hinanden. Tage på date og være KÆRESTER. Du må IKKE frygte det. Du må meget hellere blot bruge det her indlæg til at huske, at man skal hanke op i sig selv nogle gange. Man kan nemlig sagtens komme positivt ud af konflikter. Og man kan starte med at overveje sin egen tilgang til konflikterne, før man evaluerer sin partners.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg er helt enig. Jeg kæmpede med børnenes far i over to år (og flere år før det for at gøre ham opmærksom på der var ting der ikke fungerede). Og tilsidst var der ligesom ikke mere at give af. Vi var måske efter 10 år vokset fra hinanden. Og det var bedre for os alle at vi gik fra hinanden.
    Derfor kan jeg se mig selv i spejlet -også når drengene er kede af at vi ikke bor sammen, og når de synes at skiftedag stinker. Men jeg ser lang hvor jeg tænker at man godt kunne have hængt ved lidt længere. For tro mig -græsset er virkeligt slet ikke altid grønnere på den anden side 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lillemor

      Tak for dit input Mette! Jeg er meget enig med dig. Jeg har også altid sagt, at jeg aldrig ville blive sammen for børnenes skyld. Jeg vil blive sammen for MIN skyld. Og en stor del af mig tror, at børnene er glade så længe jeg er glad. En lykkelig familie kan også være en dele familie. Og det lyder som om, at I har kæmpet det I skulle. Og det er det vigtigste! At man trods alt giver det et forsøg. Og når man så har truffet så hård en beslutning, skal man huske på, at resten af livet venter på én derude!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • SR

    Kære du,
    Jeg sidder her og læser din blog. Jeg er blevet skilt fra faderen til mine børn i efteråret 2014.

    Jeg synes dit indlæg er rigtigt fint, og jeg håber at mange unge par læser med og får afstemt en måske skæv forventning til livet som ny familie.

    Det sagt, så har jeg hørt det mange gange. Hvorfor kæmper man ikke mere? For det første kan man jo ikke generalisere over skilsmissen, eller graden af kamp der ligger forinden. Mit eget take er, at det at beslutte sig for skilsmisse er den sværeste og hårdeste proces i mit liv. Og alle de tanker, andre mennesker tror man ikke gør sig, dem har man tæsket igennem hundrede af gange. Man VED at nu sårer man sine børn, man skuffer sine forældre, man lammer sin omgangskreds og sætter sig selv tilbage til studietiden økonomisk. Frihed? Nej ro.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lillemor

      Kære dig. Tak for din besked. Jeg tror fuldt og fast på, at det må være noget af det hårdeste at gennemgå. En skilsmisse. For man har jo stadig delt både kærlighed, lykke, fødsler, barnedåbe mv sammen. Alle højdepunkterne i ens liv. Og det må være en pokkers svær beslutning at træffe. Men beslutningen er nok ofte begrundet. Men jeg tror også at der for mange er en tendens til, at give for hurtigt op. Jeg forstår ikke altid de, der går fra hinanden det første år efter barnets fødsel (hvis det altså skyldes de ændrede rutiner!). Utroskab eller andet ja. Men virvar i hverdagen grundet børn: nej. Når du beskriver det med de unge par og deres forventninger. Så får jeg lyst til at tilføje, at det jo ER tusind gange mere fantastisk end man kunne forestille sig. MEN man kommer ikke sovende til lykke. Jeg håber at du er kommet godt ud på den anden side. Tak fordi du læser med og tak for din historie.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Super godt indlæg! Og kunne ikke være mere enig! Min mand og jeg har været kærester i 7,5 år (gift i 3 af dem) og i den tid har vi købt kat, hus, biler, hund og sagt ja til hinanden i medgang og modgang. Alle ting der på hver sin måde har været store ting i vores forhold – med brylluppet som det allerstørste og dejligste minde og kærlighedserklæring.. Indtil den dag jeg smed pillerne og vi besluttede at få en baby. Se dét var stort! Grænseoverskridende, en smule skræmmende og samtidig helt fantastisk da det lykkedes – at skabe et lille mirakel der er halvt mig og halvt den mand jeg elsker.
    Vi har kun været forældre i knap 3 mdr, men med en søn der er ramt er kolik har det været super hårdt og samtidig bekræftet mig i hvor gode vi er sammen – og for hinanden. Vi har støttet, trøstet og delt frustrationer og glemt det hele når vores lille søn griner og smiler til os – det vil jeg kæmpe for at bevare for altid <3 de lyse stunder overskygger de mindre lyser – heldigvis

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gravid...? Lækker konkurrence til dig her!