Det øjeblik man finder ud af, at man ikke er særlig intelligent!

Lillemor-bloggen har ét års fødselsdag! Hvordan startede bloggen egentlig?

New_Doc_73_2

Jeg havde ærligt talt aldrig rigtig gjort mig i det dér med at læse blogs, før jeg selv startede min egen blog op. Faktisk startede det hele med, at jeg forrige sommer skrev en status opdatering på min private Facebook profil, hvor jeg kort og godt skrev: “Hader børn… YEAH I SAID IT!”. Det kom sig (vist nok) af en meget hård nat med to børn (så sov dog!), der skiftevis krævede fuld opmærksomhed fra undertegnede og efterlod mig søvndrukken og total energi-forladt dagen der på. Og i børne-mafia-verdenen styret af en 4-måneders kødklump og en 3-årig, er det jo ikke ligefrem fordi der lægges op til et velfortjent hvil i løbet af dagen, oven på nattens strabadser. Det var “rart” at skrive den opdatering, fordi det udløste mange sjove og støttende kommentarer, som gav mig smil på læben. For alle der har børn, har nok prøvet nogle af de dér “jeg-får-grå-hår-og-hængepatter” situationer.

Mine venner og bekendte ved naturligvis godt, at det er sagt med den sarkastiske hat på. For jeg hader dem jo ikke…men irriterende, udfordrende og energi-udsugende små bæster er de sgu da! Okay, der havde jeg så lige den sarkastiske hat på igen 🙂 Og det er nok bare sådan jeg er. Og jer der har fulgt med herinde i lang tid, har nok også godt luret, at det for det meste er netop det sarkastiske der driver denne blog. Kort tid efter jeg havde skrevet den opdatering, poppede der pludselig et blog-indlæg op i min Facebook news-feed, med netop den frase: Hader børn…YEAH I SAID IT! Og jeg synes nok det lød liiige bekendt nok. Det var min gamle jordemoder-kollega Cana, som netop havde startet sin egen blog www.mortilto.dk op et par måneder forinden. Og ærligt havde jeg aldrig læst nogle af hendes indlæg før dette. (For det dér med mor-bloggere, var sgu da noget lidt mærkeligt noget. Helt ærlig…hvem gider blogge om livet som mor? Og hvem fanden gider læse om andres børn?). Ikke desto mindre hamrede pulsen derud af, da jeg læste hendes indlæg! For en sådan sætning kan jo immervæk “tolkes” på forskellige måder: Enten sætter den læserens pis i kog eller også trækker man på smilebåndet og tænker: Jeg forstår hvad hun mener. Måske var det netop det blogindlæg, der drev mig ud i at starte min egen blog op? For indholdet og responsen fra Canas læsere gav mig troen på, at det er okay at tage bladet fra munden og være ærlig og bryde tabu-belagte emner. Og jeg fandt ud af at JEG måske kunne være med til at gøre det samme. At JEG måske kunne få et smil på andres læber, ved at dele nogle af mine vanvittige historier, tanker og frustrationer – på en sjov måde.

Men hey – der skal ikke herske nogen tvivl om, at det aller mest fantastiske jeg nogensinde har prøvet er at blive mor. Jeg er fuldstændig vanvittigt forelsket i mine børn. Også når de vågner om natten. Jeg synes dog også det er åndssvagt hårdt at være mor og JEG synes at det har været svært at støve nogle op, der “turde” stemme i og fortælle, at de også syntes det var hårdt. Derfor har bloggen været brugt som ventil, for alle slags oplevelser. Gode som mindre gode.

Nå, men bloggen blev startet, selvom det var grænseoverskridende. For jeg ville gerne dele ud af mit liv, men samtidigt ikke være for privat. Og det er altså lidt af en balancegang skulle jeg hilse at sige. Og noget der har givet mig en del udfordringer undervejs. Læs evt. om det i indlægget Om at dele billeder af sine børn på nettet. Er der grænser? Og hvem kigger egentlig med?.

Det var en fantastisk følelse, da min Facebook side fik sit aller første “like”. Og også vildt ubeskriveligt, da første “kommentar” fra en total ukendt poppede op under mit indlæg. Og som tiden gik kom der flere og flere likes og flere og flere kommentarer. Jeg er jo langt fra en stor blogger, så hver og én kommentar og like er alt for fed. Tænk at nogle gider læse med på min lille bitte blog. For i realiteten kunne det her lige så godt have været en dagbog, kun for mig selv. I stedet blev det en “åben” dagbog.

Jeg har dog helt sikkert også oplevet Bagsiden af (Lillemor-) medaljen, da et indlæg om en børnefødselsdag jeg skrev, gik viralt på nettet. Både Ekstra Bladet og TV2 fandt interesse for indlægget og nogle journalister fik fordrejet det skrevne og skrev åndssvage ting. Det gjorde mig oprigtig ked af det og jeg overvejede meget at “lukke og slukke”. Dog var der nogle blogger-veninder der bl.a. overtalte mig til at fortsætte og også en kommentar fra uventet front fik mig overbevist om, at det var det rette at fortsætte: Lillefar fik nemlig en besked fra en ex-kæreste der skrev: “Vil du ikke godt sige til Lillemor, at hun skal fortsætte med at skrive! Jeg elsker at læse med”. Og hey, så kan man da ikke andet end at blive smigret.

Nå, nu blev det vist lidt langt. Men i hvert fald vil jeg bare sige: TAK fordi du læser med!

Har du lyst kan du læse mit aller første blog indlæg: En jordemoder går i fødsel vol. 2.

Og jeg har jo i øvrigt været rundt omkring…altså på bloggen. Så mine indlæg er delt op i nogle kategorier, som du kan gå på opdagelse i hvis du har lyst:

Det shjaw!

Luk røven

Life of a mom

De der mænd dér

Gode råd

Jordemoder-ting

Skrupskøre børn

Ærlig snak

Kærlig hilsen

New_Doc_49_1-1

Vil du spammes med mine indlæg i din newsfeed? Så følg mig på:

FACEBOOK

Instagram

Bloglovin’

www.lillemorblog.dk

   

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det øjeblik man finder ud af, at man ikke er særlig intelligent!