Er du også en skændsel i et køkken?

Opdragelse: En disciplin der aldrig kan udføres rigtigt.

2015-01-21_17.39.47Billedet som Lillefar har kréeret har været brugt før, men jeg tænker at det snildt kan genbruges i dette indlæg.

I aftes sad jeg til pige fødselsdag med fire andre madammer. Og alt imens vi sad og skålede i vin og forsøgte at bilde hinanden ind, at 30’erne bestemt var de nye 20’ere, kom den snak (naturligvis) på banen, som man hjemmefra ellers havde lovet sig selv, ikke skulle bringes op. Nemlig “Børn”.

De der har børn ved naturligvis godt, at sådanne samtale både byder på emner a la hvor fantastiske de små krapyler er, men bestemt også emner omhandlende de udfordringer der kan være. Og et helt bestemt emne bed sig fast og blev i lang tid diskuteret.

Opdragelse

Et emne som ALLE har en mening om og en erfaring med. Et emne som vi støder på hver evig eneste dag. Om det er opdragelse over for egen avl, gode råd fra pædagoger, lærere, svigermødre eller venner, så er det noget der fylder helt utrolig meget. Og det er for så vidt fint nok…hvis altså ikke lige det var fordi, at det er en disciplin som man ikke ANER om man udfører rigtigt eller forkert.

Jeg har tidligere skrevet lidt om det faktum, at det ikke er muligt at scrolle gennem sin newfeed på Facebook, uden at blive bombarderet tilbage til stenalderen med artikler med overskrifter så som: “Sådan er du en god forælder”, “7 dødssynder i opdragelsen”, “Sig aldrig nej til dit barn”, “Dette vil give dit barn mindre selvværd” m.v. Artikler som jeg er ret sikker på, ofte kun resulterer i dårlig samvittighed over for forældrene, da jeg er sådan riiimelig skråsikker på, at de fleste begår en bommert i ny og næ. Og helt ærligt – det er saftpeterfløjtende krop umuligt nogensinde, at putte sig selv ind i boksen “God Forælder”, fordi der altid er en trillard meninger om, hvordan man SKAL gøre og hvad man absolut IKKE må gøre opdragelsesmæssigt.

Jeg tænker personligt rigtig meget på det med opdragelse. Og hver evig eneste dag tænker jeg: “Var jeg for blød?”, “Var jeg for hård?”, “Skulle jeg have sagt nej?”, osv. Og det er gået op for mig, at jeg aldrig kan finde svar på, om det egentlig er ‘godt nok’ det jeg gør. Jo, måske når de en dag bliver 20-30 år og jeg kan se hvordan de har udviklet sig som individer. Og så skal jeg til at tale om opdragelse med dem og over for deres børn. Og til den tid har det generelle syn på opdragelsen med garanti ændret sig markant! For det er jo et faktum, at opdragelse stort set hvert årti har en ny mode. En ny tendens.

Som jeg kan forstå og læse mig frem til, så var 50’erne og 60’erne generelt præget af den mere militante og autoritære opdragelsesform a la kæft, trit og retning. I 70’erne var der generelt en laissez-faire stemning. Børnene fik i større grad lov til at frigøre sig og “nej” var ofte et fy-ord. Fra 80’erne og frem har der været mere og mere fokus på børnene og de er generelt blevet inddraget mere “på lige fod” i familien. Så meget at børnene i dag, er meget mere medbestemmende for hvad vi skal have at spise, hvad vi skal lave i dag og hvor vi skal rejse hen til sommer. Men man skal ikke google meget på nettet, før man finder eksperter der udtaler sig om, at den høje grad af medbestemmelse vil resultere i, at børnene udvikler sig til at blive selvoptagede små prinser og prinsesser. Og hey – det er der jo heller ingen der ønsker. Vel? Generelt har børneeksperterne bare totalt modsatrettede holdninger, hvilket jeg også skrev om i indlægget: “Godnat og sov godt”…eller holde i hånd til de sover? Og jeg anser det som håbløst at finde hoved og hale i, hvad dælen der er det bedste at gøre som forældre, så ens børn vokser op og bliver gode og høflige individer der strutter af selvværd.

For du skal sætte grænser, men ikke for mange grænser. Og du skal være bestemmende, men ikke for bestemmende.

Den eneste der reelt kan give feed-back på opdragelsen er ens eget barn. Og det er jo ikke fordi at barnet hiver fat i én og siger: “Hey, virkelige godt gået tidligere! Jeg skulle selvfølgelig lige have en time-out på 10 minutter på værelset! Det var helt sikkert den rigtige beslutning”. Eller: “Virkelig fedt at du fastholdte dit NEJ. For hvis du havde sagt ja, så havde jeg jo bare udnyttet det i morgen når jeg laver endnu en scene! High-five mor!”. Det vil altid være en loose-loose situation synes jeg. For når man ’sætter grænser’, følger der jo oftest nedadgående mundvige med hos barnet. Og det udløser (hos de fleste forældre!) pinsel i hjertet. Og så står man tilbage med spørgsmål som:

Skal man være den yderst tålmodige forælder, der aldrig siger nej og hæver stemmen? Eller skal man være den autoritære forælder der sætter grænser for hvad der er rigtigt eller forkert? Og findes der en blanding?

Hvad synes du? Har du samme blandede følelser omkring opdragelse og om du gør det rigtige eller forkerte? Og FINDES der rigtige og forkerte metoder?

Kærlig hilsen

New_Doc_49_1-1Vil du spammes med mine indlæg i din newsfeed? Så følg mig på:

FACEBOOK

Instagram

Bloglovin’

www.lillemorblog.dk

   

1 kommentar

  • troldemor

    opdragelse er altid svært, især fordi vi alle har forskellige holdninger til lige netop det emne. men jeg tror på at gør du det der føles rigtigt, så er det rigtigt. og ja det er nu engang mig der bestemmer, jeg er voksen og ved bedst (eller det synes jeg da selv)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er du også en skændsel i et køkken?