Svigermødre... Suk #4

En jordemoder går i fødsel vol. 1

20161115_110103

Mit aller aller ALLER første indlæg, var med titlen: En jordemoder går i fødsel vol. 2. Skrevet 10. november 2014. Det et 2 år og 5 dage siden. Og siden hen er der – med rette – en del der har spurgt: Hvorfor har du aldrig udgivet en Jordemoder går i fødsel vol. 1? Og ja…det er sgu da egentlig et meget godt spørgsmål. Så i anledning af Lillemors 2 års fødselsdag (fanfare tak…!) kommer her beretningen, om den dag (læs: dagE) Kummefryseren kom til verden. Og hvis du hører til én af dem, der stadig ikke helt har forstået, hvorfor hun bliver kaldt Kummefryseren, så bliver du nok en smule klogere nu!

Maj 2011:

Jeg vågnede natten til en tirsdag ved 2 tiden; Hvad søren var det? Hvad skete der i min mave? Det gjorde da pæn naller? Nå, godnat!

Zzzzz…

Vågnede igen: “Hva’ satan? Hvem tonsede lige en mursten i maven på mig? Av av av…nå, sov godt!” (ja, jeg talte til mig selv).

Zzzzz…

Vågnede igen igen: “Av?! Hvad ske… Aaaah det er veer! Nu forstår jeg!” (og ja, jeg var jordemoder på daværende tidspunkt, men man er vel bedre jordemoder for andre, end man er for sig selv…ik’? Er det i øvrigt ikke altid sådan? Er pædagoger ikke også bedre til opdragelse, når det kommer til andres børn?). Nå. Sådan fortsatte det gennem natten. Ved en 6 tiden stod jeg op. Veerne kom med ca. 6 minutters interval og havde gjort det lige fra start og varede over 1 minut. Og kunne til info mærkes! Og jeg er jo så åbenbart én af dem, der bare får de RIGTIG gode veer fra start af. DYGTIG livmoder. Jeg føder åbenbart hurtigt! Hvor heldig har man lov til at være? Men ja, jeg er jo også høj. Og høje kvinder føder bare super hurtigt, nemt og lækkert. Det skriver de selv i jordemoder bøgerne. Ja, det er garanteret de værste veer der er der nu. For det kan jo umuligt blive værre end det her! Klokken blev 8. Og ikke nok med, at jeg var en super dygtig fødende, så var jeg faktisk også lidt af en bad-ass kæreste. For jeg vækkede først Lillefar dér (og var vel rundt regnet 7-8 cm. Ja måske 9, hvem ved?) Men jeg havde jo rigeligt med overskud, så han skulle jo selvfølgelig have lov at sove længe. Havde jeg haft mel og gær, havde jeg fandme nok også smækket en bolledej sammen. Jeg sagde: “Lad os køre afsted nu her. Jeg skal føde!”. Afsted kørte vi mod fødegangen. Bare lige sådan for at smække et barn på fødelejet og så gå igen. Ja, hvis ikke jeg føder i bilen, hvem ved? Vi er garanteret hjemme inden frokost!

…….troede jeg.

Da vi ankom til storkenes landingsplads, undersøgte jordemoderen mig. “Ja, du er sådan ca. 1 cm åben”.

What

The

FUCK

?

“Ja, du tager jo tydeligvis fejl!” tænkte jeg. Hun tog ikke imod tilbuddet om at mærke efter igen. Så hjem med mig. Fuck fuck fuck (sagde jeg muligvis 10.837 gange på vej hjem i bilen). Det her gjorde jo meget mere ondt, end når alle andre har veer! Med mig under armen fik jeg en såkaldt cocktail. En god gang blanding af tabletter, der smertelindrer og får én til at døse hen. Men hey – sig lige det til veerne ik’? For de havde kraftpeterfløjtende tænkt sig at blive. De havde indtaget min krop, dækket op til te og kringle og havde INGEN intentioner om at skride, eller i det mindste stoppe med at være så højtrystede. I grunden sjovt som veer er SÅ ønsket i flere uger. Og når så de kommer tænker man: Tak men mega meget NEJ tak.

Ik’?

Jeg holdte 12 timer der hjemme. Så fes vi afsted til fødegangen igen. Jeg var lidt ved at føde et barn, på den lange gang ned mod fødegangen. Faktisk et held at jeg overhovedet nåede briksen.

…….troede jeg.

“Ja, du er faktisk 2 fingre åben…men to STORE fingre!”

Og lad os lige få én ting på det rene…er vi enige om, at det er lige så ufedt at få at vide, som når ens gymnasie lærer sagde: “Du får et STORT 7 tal” og man tænkte: “Stik du mig hellere et lille bitte 9 tal. Din klaphat!”. Livmoder åbenbart pisse sur på mig. Hvad har jeg nu gjort for at pisse hende af? Jeg fik et skud i lårbassen med noget morfin for at se, om det kunne lindre lidt. Og lad os bare sige det sådan: Det ku’ det. Det virkede. Pludselig var jeg i et vældig godt humør! Alt var jo egentlig bare…fantastisk! Og der var TO af Lillefar. Hvor heldig har man lige lov at være? Så jeg tænkte: Det går jeg da lige ud og fortæller kollegaerne i personalestuen! At morfinen havde en yderst velungerende effekt. Lillefar mente ikke, at det var nogen god idé: “…tror du ikke bare at du skal blive her?”. “Pff, som om” svarede jeg. “De har da set en næsten-nøgen kvinde før!” Så det var faktisk en strålende idé at gå der ud (mente morfinen). Og ja, det er muligt at jeg så i nettrusser, med en lidt for stor og lidt for skæv ble, SAMT en hospitals skjorte, der muligvis var knappet lidt skævt, bevægede mit korpus ud i personalestuen til mine kollegaer og sagde: “Skidtet virker damer! Fortsæt I bare arbejdet. Og kald hvis I har brug for hjælp!”

Og ja, så var det at jeg sov hele natten. Tak morfin. Om morgenen kl. 7 var jeg blevet 5 cm og overbeviste Lillefar om, at han da sagtens kunne stikke mig et klyx. Ingen grund til at vente på jordemoderen (for de af jer der IKKE ved hvad et klyx er, så er det ca 2½ dl væske, der bliver proppet op hvor solen ikke skinner og som efterlader én på tønden, inden for de næste ca. 20 minutter, med pæn vandhanemave. Kort og godt for at skabe så meget plads som mulig for baby). Lillefar er ikke helt kommet sig over oplevelsen endnu.

På fødegangen kom jeg. Og det skulle vise sig, at min livmoder fortsat var en stædig kælling. Der gik i hvert fald ydeligere 10 timer på fødestue, før Kummefryseren havde tænkt sig at gøre sin overdådige entré. Og det er HER at kælenavnet Kummefryseren kommer i spil. For der var nemlig en årsag til, at hun lod vente på sig. Divaen havde nemlig tilsyneladende fået øje på noget spændende i min højre side af livmoderen. Så hun blev ved…og ved…og ved…og ved med, at kigge den vej. Hun drejede ikke sit hovede på noget som helst tidspunkt (hun havde nok ikke læst bogen om, hvorledes børn bliver født og hvordan man er mest skånsom mod sin mor s tissekone). Så hvor babyer normalt kigger NED mod madrassen og holder hagen ind mod brystet, og i øvrigt er så søde og rare, at følge sin mors bækken og dets former, kiggede Kummefryseren konsekvent blot ud til siden. Uden. At. Tage. Hagen. Ind. Til. Brystet. Og hvis du tænker: Hvad skulle problemet da være ved det? Så hop du lige ind i klædeskabet og find en rullekrave sweater og prøv at kig til siden, uden at bøje hovedet, mens du tager den på.

Svært? 

Ja ik’? Måtte du hive hårdere for at det lykkedes? Tog det længere tid, end hvis du havde taget den på normalt? Så ved du hvad min livmoder lavede. Den lavede mere intense veer og i længere tid, for at få Kummefryseren ud! For ja, det var lige præcis hvad hun føltes som. En kummefryser.

Men ud kom hun! Sent torsdag eftermiddag. To et halvt døgn efter første ve. Med lattergas som smertelindring. Selvom jeg virkelig virkelig bare gerne, ville have haft en øl… Men det måtte jeg jo så i stedet få, den dag Mandlen blev født 😉 


Følg med i Lillemors univers her:

Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog

lillemorblog_logo

   

9 kommentarer

  • caroline

    Hahaha du er fucking grineren!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg har lige hulkegrinet mig igennem det her indlæg 😂😂😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia Bundgaard

    Du er så fantastisk til at skrive! Sikke en fornøjelse at følge dig. Og i øvrigt…… fedt at vide at andres livmødre(hedder det overhovedet det i flertal??) ser sig (fucking) sur på én😅 God dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg må bare sige, at jeg synes det er alt for sjovt du har fået din mand til at give dig klyx.
    Kan man godt, som jordemoder, være fødende uden at gå i gang med at koncentrere sig om hjertelyd skalp ph’er osv? Da jeg fødte første barn (lige efter jeg var blevet færdig på medicinstudiet)havde jeg øvet mig i CTG kurver så jeg kunne følge med på skærmen og deltage lidt. Det viste sig dog (til min store forundring) at ikke blive aktuelt 😳

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Dejlig & sjov beretning 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Skøn – og virkelig sjov læsning!
    Jeg har selv født en kummefryser og en ellert…men er endnu ikke kommet dertil, at jeg kan skrive sjovt om det… 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Ej hvor jeg grinet igennem dette indlæg.
    Du skriver så godt & Sjovt. 😃

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hahaha din stakkel, av. Du er simpelthen for skæg. Hold kæft hvor var det sjovt, at du lige måtte ind til kollegerne og sige hej… Jeg skal føde igen til januar, havde en vildt god fødselsoplevelse, da jeg fødte min søn for fire år siden med en af dine søde kolleger på Hvidovre. Skal føde hjemme denne gang, jeg krydser fingre for, at min datter gider at holde hagen ind til brystet…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hahahaha! Mega fedt skrevet! Er selv jordemoder og har lige fået den første. Så genkendeligt med at være halvt fødende halvt faglig undervejs 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Svigermødre... Suk #4