Lillemors nytårstale - om året der gik på www.lillemorblog.dk

Den lykkelige familie er ikke altid ‘Kernefamilien’

new_doc_31_1

I går hjalp jeg hende her med at flytte. Flytte hele sit liv i kasser og hen i en lejlighed, der nu skal danne rammerne for hendes liv. Hun har nemlig truffet et valg om, at hun vil være lykkelig. Og indset at det ikke er muligt, at opnå den status, med den partner hun har været sammen med. Og at indse det kan være noget af det sværeste. Specielt når man har et barn sammen. Det skal fungere. Det fungere.

Da vi havde fyldt traileren op med hendes liv og satte retningen mod den nye lejlighed, sad vi og sludrede i bilen. Samtalen faldt på kernefamilien. Og drømmen om samme som nu var knust – på trods af, at hun godt vidste at det var det rigtige at gøre.

Men kernefamilie…hvad fanden er dét egentlig i det 21. århundrede? Jeg tror ikke på, at kernefamilien absolut behøver at være ét stort samsurium af DNA og ens efternavn. Måske det var for 100 år siden. Måske endda for 50 eller 20 år siden. “Der gik man ikke bare lige sådan fra hinanden”. Men ærligt? Så er jeg stolt af at leve i en tid, hvor man ikke bare finder sig i hvad som helst (som hun bl.a. selv skrev om HER) og har nosser nok, til at sige: Tak, men mega meget nej tak! Jeg er den der er skredet. Kernefamilien er for mig en familie, hvor man er lykkelig. En familie hvor der er nærvær og respekt. Så op i røven med, at man ikke har ens hårfarve hele bundet. En kernefamilie kan i min optik SAGTENS være en sammenbragt familie.

Så det var netop det jeg sagde til hende…Du skal nok få din kernefamilie en dag!
For de findes der ude. Mænd…RIGTIGE mænd. Der tænker på én som det første om morgenen og som det sidste, inden øjnene klapper i og drager sjælen mod drømmeland.

Nej, græsset er ikke nødvendigvis grønnere på den anden side. Men nogle gange bliver man overrasket og har købt en rådden grund med et skidt fundament. Som måske ved første øjekast virkede flot og frodigt i solens skær. Men med tidens gang viste sig at være alt det modsatte. Og i de tilfælde er det (fandme) ligegyldigt hvor meget man vander det græs. Det vil for evig tid være råddent og danne ukrudt.

Jeg er glad på hendes vegne. Måske det er hårdt lige nu. Men jeg er sikker på, at der venter hende en masse godt. En masse kærlighed. Og jeg glæder mig over, at hun i dag er vågnet op i sin nye lejlighed…den første dag i resten af hendes liv.

Til dig der sidder og læser med nu…har du oplevet det samme? Valgte du at gå fra din partner? Overvejer du det? Så kommenter gerne nedenfor. Også hvis du bare har lyst til, at smide den her mega seje pige en kommentar. Så hold dig endelig ikke tilbage 🙂

Har du lyst kan du (gen-)læse dette indlæg: Kære dig…du er så meget mere værd, end hvad din utro partner lader dig tro.

Og hav så lige en pisse dejlig aften!


Følg med i Lillemors univers her:

Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog

lillemorblog_logo

   

16 kommentarer

  • Stine

    Jeg har en veninde som gik en barn med en ordentlig drengerøve og som ikke var (og er) sig sit ansvar som far bevist. Hun gik da datteren var omkring 1 år.
    Nogle år senere møder hun denne her hjertens gode mand som bare er hendes klippe. I dag tæller deres familie fire mennesker – snart 5. Og det er så meget mere rigtigt.

    Og tiden med drengerøve gav hende jo dog en datter og noget erfaring om hvad hun ikke vil finde sig i.

    Håber det går ligeså for din veninde. Men dwn mega – fine lejlighed som jeg lige så på snapchat.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • My

    Min “kernefamilie” består af far, mor og børn.. Det store barn er “mit” – selvom jeg ikke har født ham. Jeg har været i hans liv siden han var 1 1/2 år gammel – da han som knap 4 årig blev storebror for første gang, så tog han en beslutning om at hvis jeg var mor til hans lillebror – så var jeg også hans. Siden da har han kaldt mig “mor” og jeg har altid behandlet mine drenge ens – ikke mere og ikke mindre! Heldigvis har hans “rigtige mor” et kæmpe hjerte og har accepteret hans følelser og ønske om at have “to mødre”! Det har kostet en masse tid, kaffe og stor respekt og tålmodighed (både fra hende og mig) at komme hertil! Nu har vi det mest fantastiske forhold – alle fire forældre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Det er bare for sejt! Et er at acceptere, at end tidligere partner og far til barnet, finder en ny kæreste, men noget andet er at vænne sig til, at der er mere end en moderrolle i barnets liv.

      Din kærestes eks er sej, at acceptere det og du er dælme også sej, mht. din behandling af begge dine børn. Jeg er imponeret!

      God weekend 😁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg havde en rigtig “pæn” kernefamilie: far og mor der var gift og først derefter fik (ønske)barn. Det var bare bundråddent under overfladen-vold, psykisk terror og svigt blev hverdagskost til jeg fik nok. Året efter blev der dannet en ny familie. Denne gang bestående af mor, barn, stedfar og hovsa-baby. Sådan en skal-vi-nu-ikke-lade-som-om-vi-er-lykkelige familie. Det holdt ikke i længden-vi blev allesammen meget ulykkelige af at gå og lade som om vi var lykkelige. Efter det brud smed jeg alle forestillinger om hvad en kernefamilie er, ud af vinduet fra min nye lejlighed. Siden da har børnene og jeg opbygget en “netværksfamilie” bestående af mor, to halvsøskende, der på ingen måde føler sig halve, det ene barns far (som ikke er kærester med moren men stadig er en tæt del af familien og bor 500m væk), bedsteforældre som hjælper til og er med i dagligdagen og mors bedste veninde og hendes mand og børn som også er en integreret del af dagligdag ig familieliv. Og ved I hvad? Det er simpelthen den skønneste familie man kan ønske sig! Så ud med forstokkede og fastlåste tanker om hvad en kernefamilie er. En familie er dem, man føler sig familiære sammen med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Elsker det her indlæg! Og virkelig stof til eftertanke, det der med kernefamilien i dagens samfund. Synes det er nogle skønne pointer. Kh Anna fra https://tyvertragedien.wordpress.com/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg blev skilt, da mit barn var kun 6 mdr. gammel. Forud for det lå en lang og hård graviditet og efterfødselsperiode, som udelukkende var svær, fordi jeg blev behandlet af barnets far på en måde, som jeg bedst kan beskrive som meget forkert. Og for at give nogle eksempler på dette; vil jeg kort nævne, at han snød mig, og at han levede et dobbeltliv bag min ryg med en anden kvinde under hele min graviditet og fortsatte dette efter fødslen. Min eksmand var veluddannet og meget charmerende, virkede til tider meget omsorgsfuld, og overøste mig med gaver og kærlighedsbeviser og vi var sammen i mange år. Jeg så ham som min partner og min ven. Jeg anede simpelthen ikke, at han løg så meget, som det skulle vise sig, at han var mig utro igen og igen bag min ryg, at han hele tiden prøvede at bruge mig til sin fordel. Han var bare god til at skjule det. Og han slap afsted med det, fordi jeg samtidig fortsatte med at leve efter mine egne værdier om tillid, loyalitet, ærlighed og holdånd. Og når han sagde, at det også var hans værdier, så gav det mening for mig at tro på det.
    Jeg vidste måske godt, at han var kontrollerende og manipulerende, og jeg så da også, at der nogle gange manglede en basal respekt for og hensyn til andre mennesker – herunder også til mig – i hans opførsel. Men ingen er jo perfekte, og på det tidspunkt havde vi i øvrigt bygget et liv op sammen, som det ikke var specielt let at slippe ud af igen. Det var en ret hård oplevelse, at få et barn med denne mand, der på intet tidspunkt tog en forældrerolle eller noget som helst ansvar på sig. Et var at finde ud af, at jeg var helt alene om opgaven med barnet, men det var et chok og en traumatisk oplevelse at finde ud af alt det, som han i årevis havde skjult for mig og gjort bag min ryg. Det var hårdt på en måde, man slet ikke kan forestille sig, at få hele sin tilværelse og virkelighed trukket væk under fødderne, samtidig med, at man blev forælder for første gang.

    Jeg har selv en universitetsuddannelse og synes egentligt, at jeg generelt har mit på det tørre. Jeg opfatter det i dag sådan, at jeg var uheldig, fordi jeg i en meget ung, naiv og sårbar alder ramlede ind i den helt forkerte mand. Og så var det alligevel ikke helt forkert, og i sidste ende kan jeg ikke sige, at det ikke var det hele værd; for jeg er taknemmelig for de erfaringer, som det har givet mig, og uendeligt taknemmelig for det barn, som jeg har fået.

    I min hverdag nu er jeg gladere, end jeg var, dengang jeg kæmpede for at få forholdet til denne mand til at fungere. For første gang i flere år er der faktisk plads til MIG i mit liv. Og mange ting er nemmere på en måde, som jeg slet ikke forestillede mig, at de kunne være.

    Men da jeg blev skilt, frygtede jeg helt alvorligt, at det var en katastrofe for mit barn. I dag tænker jeg, at det heller ikke er godt for et barn at vokse op i centrum af en “kernefamilie” med en helt skæv magtfordeling; i mit tilfælde hvor barnets mor bliver behandlet dybt respektløst af barnets far – det ville være en trist atmosfære at tilbringe sin barndom i. Så jeg mener helt alvorligt, at det at jeg blev skilt og i dag ikke har er nært forhold til barnets far, giver vores barn den bedste chance for at vokse op i en tryg, kærlig og sund atmosfære, hvor der er fuldstændig tid og overskud til barnets behov. Vores barn ser stadig sin far – men så vidt muligt ikke sammen med mig.

    – og så bliver jeg altså lidt træt, når jeg oplever, at folk der stadig er sammen med deres barns far, overfor mig direkte hævder sig på min bekostning og fortæller mig; hvordan de, i modsætning til dem der går fra hinanden, “holdt ud” og “kæmpede for forholdet”. Det er da også flot klaret, og jeg synes helt ærligt, at det er oprigtigt dejligt for disse par, at de er i et godt parforhold og har en god familie. Det er godt, når man har et godt familieliv – og det er ok at være glad for det. Men man kan altså ikke altid overføre sin egen situation fuldstændig på alle andre. Og ofte oplever jeg simpelthen, at folk ikke kan forestille sig, hvad det rent faktisk er, jeg skulle igennem. Hvis du læser dette, så forestil dig dette: på få måneder mister du både din mand og dit barns far (i hvert fald illusionerne om disse), en stor opsparing, dit hus, dit arbejde, din økonomiske sikkerhed, din hund (som du holder af som ethvert andet medlem af din familie og føler et kæmpe ansvar for), samt ikke mindst hele din fra barns ben skabte illusion om en bestemt form for kernefamilie. I kølvandet på denne situation følger flytninger, og samtidig med alt dette står du med en helt lille baby på armen. Det har været benhårdt arbejde hele tiden at skabe tryghed, holdbarhed, faste rutiner, sjov, leg og ro for og omkring mit barn i den situation. Jeg synes bestemt ikke, at det var den “nemme” løsning.

    I dag er det det jeg er stolt af: at jeg faktisk aldrig gik ned med flaget. At jeg holdt fanen højt, da mit barn havde brug for mig. At jeg er stærkere, end jeg troede, at jeg var.

    I dag er min virkelighed den, at der findes tilfælde, hvor det slet ikke er meningen, at man skal blive ved med at “holde ud”. Og det er netop ikke meningen, fordi man uden at kunne vide det “kan have bygget sit hus på et råddent fundament”. Og selvom man må starte forfra, så kan det i den i den situation være den eneste vej frem – og langt mere rigtigt at blive ved med at blive i en uholdbar situation.
    Min virkelighed er også den, at de fleste mennesker ikke er “synske”, og selvom det kan være nemt at være bagklog, så sker der nogle gange ting, som man ikke kan forudsige.

    I dag er der mange ting, som jeg er meget glad for. Jeg er lykkelig for hver dag, som jeg har med mit barn. For at vi er helt sunde og raske. For at jeg har en uddannelse. For at jeg både kan arbejde og uddanne mig. For det som jeg har lært. Og de mange muligheder, som jeg har. For at jeg kan gøre tingene på MIN måde. For min familie og mine gode venner, som var der for mig, da det var svært.

    I mit barns og min familie er der hver eneste dag masser af kærlighed, tid, tålmodighed, respekt, leg, nærvær, hygge, lykke og venlighed imod andre – og også retten til at sige NEJ TAK.

    @Lillemorblog mange tak for dit indlæg, og jeg håber at din veninde også med tiden får det bedre i sin nye familieform. Og så tilslutter jeg mig skaren af folk der siger: at selvom familier kan se forskellige ud, så er allesammen stadig familier.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • mel

      Lyder forfærdeligt for dig. På baggrund af dit meget lange indlæg virker det en smule som om, at du måske har brug for lidt professionel hjælp til dine følelser, tanker og hvad du nu har været igennem. Dette er kun kærligt ment, men det virker til at du har meget på hjertet? Stort kram herfra

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maja

      Jeg kan godt forstå, hvorfor du skriver det. Det er sødt af dig 😊
      Det blev, kan jeg da egentligt godt se nu, en alt for lang kommentar 😅 Jeg skriver meget hurtigt og er vant til at skrive rigtig meget. Så det er bare et udtryk for at folk er forskellige og hvad der er meget tekst for den ene, er det slet ikke for den anden.
      Men vil da lige tænke over det en anden gang, og tænke over at det i dette forum skulle være kortere.
      Delte det kun fordi jeg tænkte at det faktisk var en relevant erfaring i den her kontekst, og tænkte at nogen måske kunne bruge det til noget godt og fordi jeg lige havde tid.

      Vil også tilføje, at jeg har fået det vendt så meget – som jeg overhovedet kunne behov for😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne Emilie

    Mega sejt skrevet! Og helt enig, Alexandra er så sej, det er et virkelig tough og beundringsværdigt valg hun har taget 🙂 Og så vil jeg bare sige, at de der mænd du nævner, de RIGTIGE mænd, sådan en glæder jeg mig VIRKELIG til at møde, for det har jeg altså stadig til gode… 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Synes særligt DR har lavet nogle rigtig fine og inspirerende dokumentarer om familielivet i alle dens instanser og generelt om emnet, netop fordi at svaret langt fra er entydigt den dag i dag (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Jeg synes det er så rart at læse, at hun endelig fandt modet og klappede døren.
    Jeg gik selv fra min søns far, da vores søn var 3 mdr. Fra den dag vi kom hjem fra sygehuset, der var far alle andre steder end sammen med os. Altid havde han været et fjols, men han vidste lige hvad han skulle sige, når han gang på gang overtalte mig til at blive hos ham. Men den sommer dag i juli, hvor tingene endelig begyndte at vende for os, der fandt jeg modet og der klappede døren. Det er det hårdeste og det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv og min søn! De sidste 2 år har været et skridt frem og to tilbage hele vejen. Men hvad pokker, min dør er stadig lukket, og den åbnes aldrig for ham igen. Selvom det har været det hårdeste nogensinde, så er jeg endelig.. endelig efter 2 år, nået hertil, hvor jeg nu er glad. Jeg er glad for den beslutning jeg træf, og jeg er skide stolt af at jeg tog beslutningen og jeg sagde fra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg står selv foran en ny start! Det var ikke mig, der var den modigste, men hvor er jeg dog lettet over at beslutningen blev truffet! Jeg var bestemt ikke lykkelig, men jeg fandt mig i konstant at gå på kompromis med mine egne følelser og behov. (Jeg ved godt et forhold handler om kompromisser, de skal bare komme begge veje fra!) Hvad gør man ikke, når der er børn indblandet! Jeg glæder mig til at nyde “mig-tiden”, glæder mig til at møde en mand, der kan gøre mig lykkelig. – for jeg kan ikke være mere enig i, at kernefamilien i dag har skiftet udseende – og jeg elsker det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du har SÅ RET!!! Kernefamilie er hvad man gør det til!!! Jeg er selv en del af en “moderne familie” – ja det kalder vi det altså! Fandt en mand med to børn fra et tidligere ægteskab… Nu er hans X en af mine rigtig gode veninder og min blog er endda lavet om til en blog hvor vi nu begge skriver på – om livet, hverdagen og det med den moderne familie! Det er ikk altid nemt! Ikk nemt at skulle undvære børnene! Ikke nemt at skulle være så mange om opdragelse (slet ikk når man er forskellige) men det er kompromis’er VI som forældre skal indgå – for vores børn til gengæld har nogle lykkelige forældre – hvilket altid må give et bedre resultat end forældre der er sammen af pligt…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er du bare et skønt menneske lillemor😘 Dejligt, at A har folk som dig omkring sig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sveske

    Så vigtigt et emne…. !! Står selv med en meget ny skilsmisse på cv’et og er igang med at vende mig til en hverdag med mine børn, uden deres far, i hverdags billedet. Min holdning har altid været, at en familie SKAL have mor og far under samme tag, for at fungere. Men efter at have kæmpet i mange, mange, MANGE år for at kernefamilien ikke skulle brydes, har jeg nu indset at det ikke var en kernefamilie vi havde, men en familie med en mor og far der ikke var lykkelige. Så nu har drengene og jeg startet vores egen kernefamilie, hvor dagen starter med et smil og dagen slutter med et smil 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Et godt indlæg. Personligt er jeg af den opfattelse, at kernefamilien på nogle områder har overlevet sig selv.

    Kernefamilien er en genial konstruktion til at sikre artens overlevelse. Men nu har vi andre problemer, fx hvordan vi får kærligheden til at fungere (op mod 50% bliver skilt). Der eksperimenteres med mange andre former for samvær, åbne forhold, cola forhold osv. osv.

    Jeg tror familiemønstrene ser meget anderledes ud om 50-100år. Indtil da, vil der nok være en del kaos og endnu flere brud og skilsmisser.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lillemors nytårstale - om året der gik på www.lillemorblog.dk