17 år og et halvt liv siden…

Det var faktisk lidt et tilfælde, at jeg kom til at tænke på det i går. Jeg sad i bilen på vej ud for at jage gode Black Friday tilbud. Pludselig kom jeg i tanke om min mor. Og det er jo for de fleste nok ikke et sær tilfælde. Men i mit tilfælde sker det sjældnere og sjældnere. For min mor nåede kun at være min mor i 16 år. Og en af måderne at bearbejde en sorg på, er nok for manges tilfælde at glemme. Naturligvis glemmer man ikke et andet menneske. Det er ganske simpelt en overlevelses mekanisme, da konstante minder om det der var og det man havde… Kærligheden… Ville være for hårdt at føle hver dag. For ubærligt.

Vi bliver nødt til at glemme.

Men så pludselig dér i bilen… Hvor tanken strejfede mig… Gik det op for mig, at det var årsdagen for min mors død. 17 år… Og altså godt og vel et halvt liv siden. Jeg kastede et hurtigt blik på uret…

14.52. Jeg husker det som var det i går. Klokken 14.52 tog min mor sit sidste åndedrag for 17 år siden. Bilens ur viste 12.17. Jeg tænkte for mig selv… Jeg skal huske at holde øje med klokken. Lige mærke det. “Mærke klokken 14.52”

Jeg mærkede det ikke. Klokken 14.52 stod jeg omringet af smilende indkøbshungrende kunder i det lokale indkøbscenter, med julemusik spillende for fuld skrue i højtalerne og omringet af børn med balloner, varm kakao og højt humør….

Omringet af liv.

Jeg tænkte for mig selv, at det var okay at glemme. Ikke at holde fast. Min mor ville trods alt nok hellere have at jeg nød “klokken 14.52”. Nød momentet. Og ikke dvælede ved sorgen. Måske meget med tiden ryger i glemmebogen. Måske man lærer at leve uden sin mor. Det vigtigste er nok at det vigtigste huskes. Kærligheden. Smilet. Trygheden. De lange røde negle.

Så skal man nok anse “glemslen” – og evnen til at kunne suge livet til sig (også selvom det ikke involverer ét af de vigtigste mennesker i livet) som et udtryk for at man er kommet så godt videre som muligt.

---

Følg med i Lillemors univers her:

Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog