Lillemors Black Friday favoritter

17 år og et halvt liv siden…

Bibber 1Det var faktisk lidt et tilfælde, at jeg kom til at tænke på det i går. Jeg sad i bilen på vej ud for at jage gode Black Friday tilbud. Pludselig kom jeg i tanke om min mor. Og det er jo for de fleste nok ikke et sær tilfælde. Men i mit tilfælde sker det sjældnere og sjældnere. For min mor nåede kun at være min mor i 16 år. Og en af måderne at bearbejde en sorg på, er nok for manges tilfælde at glemme. Naturligvis glemmer man ikke et andet menneske. Det er ganske simpelt en overlevelses mekanisme, da konstante minder om det der var og det man havdeKærligheden… Ville være for hårdt at føle hver dag. For ubærligt.

Vi bliver nødt til at glemme.

Men så pludselig dér i bilen… Hvor tanken strejfede mig… Gik det op for mig, at det var årsdagen for min mors død. 17 år… Og altså godt og vel et halvt liv siden. Jeg kastede et hurtigt blik på uret…

14.52. Jeg husker det som var det i går. Klokken 14.52 tog min mor sit sidste åndedrag for 17 år siden. Bilens ur viste 12.17. Jeg tænkte for mig selv… Jeg skal huske at holde øje med klokken. Lige mærke det. “Mærke klokken 14.52”

Jeg mærkede det ikke. Klokken 14.52 stod jeg omringet af smilende indkøbshungrende kunder i det lokale indkøbscenter, med julemusik spillende for fuld skrue i højtalerne og omringet af børn med balloner, varm kakao og højt humør….

Omringet af liv.

Jeg tænkte for mig selv, at det var okay at glemme. Ikke at holde fast. Min mor ville trods alt nok hellere have at jeg nød “klokken 14.52”. Nød momentet. Og ikke dvælede ved sorgen. Måske meget med tiden ryger i glemmebogen. Måske man lærer at leve uden sin mor. Det vigtigste er nok at det vigtigste huskes. Kærligheden. Smilet. Trygheden. De lange røde negle.

Så skal man nok anse “glemslen” – og evnen til at kunne suge livet til sig (også selvom det ikke involverer ét af de vigtigste mennesker i livet) som et udtryk for at man er kommet så godt videre som muligt.


Følg med i Lillemors univers her:

Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog

lillemorblog_logo

   

10 kommentarer

  • lærke johansen

    Du beskriver det spot on. Jeg mistede min far da jeg var 15. Det er 11 år siden til januar. Jeg savner ham, selvfølgelig gør jeg det. Men det er ikke sådan at jeg hver dag går og tænker over det. Jeg mindes ham og de gode ting ved ham når jeg ser noget der minder mig om ham. Men jeg tror også på at han nok ville have synes det var bedst at jeg glemte ham engang imellem fordi jeg er kommet så meget videre man nu kan og at jeg ikke hænger fast i sorgen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nana

    Hvor er det et fint indlæg <3 Hun var godt nok en smuk kvinde din mor. Kys

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cristina

    Kender følelsen.
    Min far døde d.22/11 1988. Altså for 29 år siden og jeg havde ikke tænkt på det, før jeg på arbejdet, i en vagt, skulle datere et notat. Savnet er ikke så kvælende og sorgfuldt, som det har været, men det er der og det skal anerkendes. Uanset om det er 10, 20 eller 30 år siden.
    Kram til dig..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Talte netop med min mor om vores mormor, som hun mistede da hun var 24 og dermed var forældreløs, efter hendes far var død kort forinden af kræft. Hun får nemlig stadig også et sug i maven, eller kan tænke “årh, dét må jeg fortælle hende!” stadigvæk, selvom hun er blevet 30 år ældre i mellemtiden, er rask, glad og har det dejligt. Det må være forfærdelig hårdt, Men sikke et fint billede og minder du sender ud – og hold op, en meget flot dame, du har som mor 🙂

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Så fint et indlæg der ramte lige i hjertekulen. For mig handler det dog om bedsteforældre. Jeg kan få så enormt dårlig samvittighed når jeg har glemt at sende dem en tanke, ære dem på deres dødsdag, som om at de er glemt og ikke længere betyder noget. Men omvendt så tror jeg også hellere de ville ønske sig at jeg glemte deres dødsdag og mere fokus på alle de gange de nævnes spontant i en samtale eller der er noget der får en til at tænke på dem. Det blev rodet, men dit indlæg ramte et tilsyneladende stadigt åbent sår.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lillemor

      Jeg tror du har ret. De vil hellere omtales ved middags bordet, end have blomster på graven én gang årligt. Men alle bearbejder jo sorg og savn forskelligt. Og jeg synes nu personligt selv ikke, at man skal have dårlig samvittighed over, at leve livet. Og være glad! Men kan skam sagtens følge dine tanker

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Randi

    Årh så blev der lige åbnet for sluserne – højgravid og hormonel.
    Så fint skrevet. For mig er tanken om hvis mine børn skulle undvære mig værre.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lillemors Black Friday favoritter