Det forkerte ben ud af sengen…

Kender I det hvor man vågner om morgenen og tænker: “Lortedag”? Man har ikke så meget som åbnet øjnene, kigget ud af vinduet eller sagt godmorgen til familien…men dommen er hård: Det bliver en kæmpe lorte dag. Sindet er sort, man har iført sig nej-hatten og man har lyst til at klaske ethvert menneske i hovedet med et vådt amme-indlæg, som siger: “Smil, det skal nok blive en god dag!”.

LUK RØVEN! DET ER EN LORTEDAG

Ja, sådan en morgen havde jeg i går. Hvilket i øvrigt var fuldstændig åndssvagt, for jeg gik en dag i møde, hvor Lillefar og jeg skulle hygge os med god kaffe og klargøring af aftenens fastelavnskostumer, kun i selskab med hinanden. Jep, I læste rigtigt. Kummefryseren og Mandlen blev fragtet hjem til svigermor for Lillefar og jeg skulle til housewarming hos hende her. Housewarmingen blev krydret med et fastelavnstema og der ville være mad og fadøl. Så helt ærligt, what’s not to like?

Men humøret var råddent.

Og ikke nok med det, så tikkede der SMS på SMS ind, med informationen om, at de mennesker vi kendte der også skulle med  til festen, var gået hen og blevet syge. Pisse ærgerligt altså! Så kunne man stå der og ligne en idiot i fastelavnstøj og ikke rigtig kende nogen.

(Fornemmer I pessimismen?)

Mens Lillefar afleverede begge krapyler, susede jeg op for at købte en værtinde gave og spray-hårfarve til udklædningen. Jeg fandt en hårfarve hvor der stod ORANGE. Højt og tydeligt. Og det var ORANGE hårfarven jeg skulle bruge – for jeg skulle klædes ud som Obelix. Jeg skulle også bruge en hullahop ring, som skulle gøre det ud for Obelix’ noget oppustede mave. Men legetøjsbutikken havde ingen hullahop ring.

Kun ORANGE hårfarve…. Som viste sig at være freaking neon-rød og fandenfiseme ikke orange.

LOOOOOOORT!!!

Lillefar sagde stille: “Men skat, mon ikke det går og vi får en ret god aften alligevel? Tag det stille og roligt!”

Lillemors reaktion:

Kaffen blev serveret men af en eller anden grund, sad nej-hatten så åndssvagt godt fast, at jeg nærmest til sidst opgav at få den af. Kostumet drillede mig og med udsigt til det neon-røde hår tænkte jeg, at det var på tide at gå over til plan B i kostume valg. Fuck Obelix. Jeg må være en engel i stedet. En flot hvid skjorte, de hvide cowboybukser og Kummefryserens fjerbeklædte englevinger. Jeg tog armene igennem de dertilhørende elastikker på englevingerne og knækkede fluks den ene. Lorte vinge. Jeg kan sgu da ikke komme som en handicappet engel!! Det måtte fikses. Jeg gik mod klædeskabet, for at finde det hvide tøj. Og så var der kraftsuseme ikke nogle hvide cowboybukser.

NU STOPPER DET!!

Lillemor har åbenbart konfiskeret hvide cowboybukser. For helvede altså. Da jeg erfarede at vi skulle gå en halv time senere, for at nå at kunne komme til tiden og jeg havde kastet langemanden afsted til både Obelix og englen, tog Lillefar roret og sagde: “Nu får vi lige styr på dig…OG dit kostume!” Lillefar fiksede kostumet, hev og flåede i nej-hatten, så den til sidst røg af i en huende fart og lukkede den ind i et skab og smed nøglen væk. Fuck neon-rødt hår. Og skidt med at ikke alle veninderne kommer til festen. Pyt! Jeg har jo Lillefar! Og de to andre piger jeg kender. Og gratis øl og mad! Arhmen altså….what’s not to like? Lillefar fandt Kummefryserens hullahop ring frem og som den gode håndværker han er, justerede han den ind, så den passede til mit Obelix kostume. Og så glemmer vi lige for en stund, at vi begge havner i forældre-helvede, ved at have stjålet Kummefryserens hullahop ring.

Folk gloede lidt på mig i toget. Det er åbenbart ikke hver dag de ser en trunte med neon-rødt hår og et Obelix kostume under armen. Vi ankom til festen med grin, drak masser af øl og jer der følger med på min instagram profil (@lillemorblog) HAR set Lillefar gå i spagat og i øvrigt eje dansegulvet helt sindssygt til den fest. I øvrigt kan jeg fortælle at Lillefar fik sig noget af et chok og blev temmelig mundlam, da Karmamilli hev Lillefar ind i soveværelset og hev tøjet af både ham og hende selv….for hun tænkte jo at de skulle skifte kostume! Så ud kom Lillefar i et sødt lille bi-kostume. Og Karmamilli som “Ham den høje fra The Beegees”, som Lillefar påstod han var klædt ud som.

Så således blev lortedagen forvandlet til en pisse god dag. Nej-hatten kan føles bekvem at have på nogle gange…men det er nu også meget rart at have nogle til at hive den af én nogle gange.