Det er fandme da sejt at have haft en "hård" fødsel

Tip til børnefødselsdagen

img_20180527_192553_128

I weekenden overlevede jeg min første “rigtige” børnefødselsdag. Kummefryseren fyldte nemlig 7 år i sidste uge og det skulle naturligvis fejres med en prinsesse fødselsdagsfest, hvor alle pigerne i klassen deltog. Og lad os nu bare kalde en spade for en spade. Alle mødre der skal afholde børnefødselsdage, bruger dagen inden på at hyperventilere i en brun papirspose, alt imens vi ligger i fosterstilling og forestiller os, om det ikke vil gøre mindre ondt at blive skudt i knæet, end at få 15 piger på besøg, alle iført franske fletninger og Elsa kjoler.

Men frygt ej! Jeg har fået taget min børnefødselsdags mødom, og det gik faktisk meget mere gelinde end jeg havde turde håbe på.

Vi ved jo godt alle sammen, at jeg har Danmarks sejeste læsere på min blog (ik’?). Og alle jer der følger med på Instagram (@lillemorblog) er altid enormt søde til at komme med gode fif, såfremt jeg beder om dem. Så jeg spurgte naturligvis ud i æteren, om der var nogle der havde nogle gode råd, så jeg kunne gøre dagen så god som muligt for mig Kummefryseren.

Her er nogle af de bedste fif jeg fik:

Aktiviteter:

Stopdans

Stoledans

Skattejagt

Byg-selv lagkager

Udendørs ”huske-leg”! Skaf en masse sorte blomsterspande. Fyld en masse vandballoner op i forskellige farver og placer under blomster spandene. Del pigerne op i to hold – de der finder flest matchende balloner har vundet – og så er der vandkamp bagefter!

Bag småkager der kan pyntes af børnene selv, med glasur og krymmel i alskens farver

Sørg for prinsessekroner til alle

Sørg for et bord fyldt med hårpynt, smykker, nederdele, sminke og neglelak, som børnene kan boltre sig i.

Leg ”Sæt kronen på prinsessen” (som ”sæt halen på æslet”). Kan jo i virkeligheden bruges til alle tema fødselsdage – og bare generelt!

Og nu hvor det var prinsesse fødselsdag, kom bloggeren denkreativepædagog med en masse gode fif:

Neglelak på alle pigerne (hun solgte den ellers ret godt idet hun gjorde opmærksom på, at pigerne jo så ville skulle sidde stille i 20 minutter bagefter 😊). Prinsesse fodbad og ansigtsbehandlinger (lavet af skyr, mosede bananer og vanilje sukker). Der ud over kom hun også med det forslag at lave hjemmelavet slim eller modellervoks! Hun smed også en opskrift afsted på slim til mig. Se aller nederst!

Jeg gik lidt i tænkeboks, for jeg ville jo rigtig gerne finde på noget sjovt til pigerne. Men – Kummefryseren har tidligere givet udtryk for, at det ikke altid var så sjovt at være til fødselsdag, fordi de næsten ikke fik tid til at lege. Så det skal man også huske på! Vigtighed af fri leg!! Børene vil jo faktisk bare rigtig gerne lege med hinanden og behøver ikke tusindvis af aktiviteter.

Jeg endte med at planlægge sagen således:

Fri leg

Aktivitet: Lav din egen prinsessekrone. Til dette havde jeg været i den lokale Panduro og købt forskellig farvet pap, fjer, limstifter og kæmpe pallietter i alskens farver og former, som de kunne lime på kronen. Det lod til at være et hit!

screenshot_20180529-193653

screenshot_20180529-193603

Sandwiches til frokost

Aktivitet: Byg din egen lagkage. Jeg købte 2067 lagkage bunde og tog en hjerte-kageudstikker form og lavede en masse mini lagkage bunde. Så sørgede jeg for at der var kagecreme, blåbær, kiwi, jordbær, banan, vindruer og lyserød flødeskum (det er jo prinsesser!) og en masse forskellig krymmel. Det lod også til at være en hyggelig aktivitet, som de syntes om.

img_20180527_192617_500

20180529_193529

screenshot_20180529-193238

Sidst men ikke mindst kastede jeg mig ud i en leg jeg kan huske at min egen mor lavede til min børnefødselsdag. Jeg havde sørget for de obligatoriske slikposer og pakket dem alle ind i en papkasse. Denne papkasse pakkede jeg ind og puttede i en ny kasse…som jeg så pakkede ind. Og i en ny kasse/pose…som jeg atter pakkede ind. Faktisk pakkede jeg og pakkede jeg, til jeg ikke gad at pakke mere. Pigerne blev så sat i en rundkreds og fik 20 sekunder hver til at forsøge at pakke gaven op med en cowboy hat på hovedet, en stor handske på venstre hånd og en grydeske i højre hånd. Efter 20 sekunder blev alt udstyret givet videre til den næste pige, som også skulle gøre forsøget.

img_20180527_192546_279

Det er en mega hyggelig leg, fordi de hepper på hinanden og griner af og med hinanden. Og alle var selvfølgelig glade, da de fik deres slikposer fyldt med spelt, tørrede bananer og riskiks. Okay det er løgn…den var fyldt til randen med sukker.

Kummefryseren var glad! Og det samme var moderen. Og hvis du stadig hører til en af dem, der ikke fatter hvorfor min datter omtales som Kummefryseren, så kig med HER.

Ps: Er jeg den eneste der er utjekket og glemmer hvad tid jeg selv har inviteret til fødselsdag? Og må skrive til en af Kummefryserens klassekammeraters mødre: ”Du kan vel ikke informere mig om hvad tid jeg har inviteret din datter til fødselsdag?”.

Nå, ski’være’mæd. Her er opskriften på denkreativepædagogs slim:

Slim:

  • 100ml skolelim
  • Frugtfarve/gelefarve/pastafarve (eller undlades helt, hvis man bare vil have hvid slim)
  • 1 tsk natron
  • ½ dl barberskum
  • Ca. 1 tst kontaktlinsevæske

Hæld lim i en skål tilføj et par dråber farve. Farven skal være lidt kraftigere end du ønsker, da den bliver bleget lidt af barberskummet. Tilsæt natron og barberskum og rør det hele godt sammen. Tilføj kontaktlinse væske lidt af gangen, indtil det begynder at hænge sammen. Du kan nu begynde at ælte med hænderne. Det vil være lidt klistret i starten, men jo mere det bliver æltet, jo mindre vil det klistre.


Følg med i Lillemors univers her:

Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog

lillemorblog_logo

1 kommentar

  • Tina

    Tillykke med din guldklump på hele 7 år nu:-)
    Og dejlig fødselsdag du fik stablet på benene, den med pakken i pakken og så udstyr på, den vil jeg bestemt huske:-)
    Rigtig god sommer til du og dine kære små og den ene store:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er fandme da sejt at have haft en "hård" fødsel