Mor forbandelsen...

Vegetar lasagne! Læsernes nemme hverdagsretter #4

20180519_213526

Det der skete var at jeg en dag på min Instagram profil (@lillemorblog), klaskede et billede op af dagens madlavning. – Som jeg må indrømme af og til, består lidt af de samme 7-8 retter. Jeg spurgte læserne hvad deres nemme hverdagsretter var, for at få lidt inspiration og for at de evt. kunne bidrage med lidt gode idéer, til andre idé forladte kvinder der ude. Rigtig mange kom med deres bud på en god og nem hverdagsret. Og så var det at Lillemor fik den idé, at bringe dem her på bloggen – med læsernes samtykke naturligvis. Så hold øje med bloggen for inspiration 🙂 Du kan finde alle opskrifter HER. Send gerne dit eget bud på en nem hverdagsret til lillemorblog@gmail.com.


Lidt info om læseren:

Navn: Line Holt Nielsen

Alder: 34 år

By: Roskilde

Børn: 2 styk: Osvald og Selma, som lige er fyldt hhv. 4 og 2 år. 

Profession: Freelanceskribent, journaliststuderende og blogger på www.mad-til-mor.dk.

Fuldend følgende sætninger:

Jeg følger med hos Lillemor fordi…hun giver mig smil på læberne og et interessant perspektiv på hverdagen og dens små og store begivenheder.

Jeg kan godt lide børn, men…er der ikke snart nogen, som opfinder en mute-knap?

Rødvin er…min livseliksir.

Denne ret er god fordi…den får mine børn til at spise en hulens masse grøntsager uden at de opdager det.

◊Vegetar lasagne med grøntsager og linser◊

Denne cremede og lækre grøntsags lasagne er både billig, sund, smager godt og er nem at lave – og det er sådan set kriterierne for at blive en hverdagsfavorit hjemme hos os.
Lasagnen er uden kød, men er baseret på en lækker tomatsauce, som gemmer på en masse grøntsager. Du kan sagtens udskifte dem, jeg foreslår nedenfor, med dem, som din grøntsagsskuffe gemmer på. Regn med 500-600 g i alt.
Jeg blander desuden et par dl linser i saucen. De giver ekstra vitaminer, struktur, protein og mæthed. Brug Belugalinser eller delikatesselinser, hvis du helst vil undgå, at linserne koger ud eller brug f.eks. grønne eller røde linser, hvis du foretrækker en mere smattet og kød-lignende konsistens.
Du kan sagtens lægge lasagnen sammen flere timer inden, at den skal bages. Så sparer du tid i ulvetimen og lasagnen bliver endnu mere lækker af, at pladerne bliver for-blødgjort af saucen.

Ingredienser:

  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 porre
  • 1 spsk. olivenolie
  • 2 stilke bladselleri
  • 1 aubergine
  • 1 squash
  • 3-4 gulerødder
  • 3 spsk. tomatpuré (svarer til én af de store dåser)
  • 1 dåse flåede eller hakkede tomater
  • 2 tsk. oregano, timian eller andet tørret krydderi
  • 2 dl Belugalinser
  • 6-7 dl grøntsagsbouillon
  • salt og peber
  • 12 lasagneplader (jeg bruger fuldkornsplader, men det kan du gøre, som du vil)
  • Revet ost til gratinering. Gerne en tør ost f.eks. parmesan. Mængden afhænger af, hvor osteglad din familie er, men regn med ca. 80-100g
  • 1 pakke færdigblandet ostesovs (eller den hjemmelavede version: 25g smør, 60g mel, 6dl mælk og 60g revet ost)

20180519_213503

Fremgangsmåde:
1. Pil løg og hvidløg. Fjern porrens bund og yderste blade. Flæk den på langs og skyl den grundigt. Hak løg, hvidløg og porre fint.

2. Rengør bladselleri, aubergine, squash og gulerødder. Riv dem på et groft rivejern (har du et råkostjern, der kan monteres på køkkenmaskinen, er det perfekt) eller hak dem i små stykker.

3. Varm en stor pande eller gryde op. Steg løg, hvidløg og porre i olie i nogle minutter til stykkerne er blevet bløde og blanke, men ikke brændte. Tilsæt de revne grøntsager og steg videre i 5-10 minutter til det hele har fået lidt farve.

4. Skyl linserne i koldt vand og hæld dem på panden sammen med tomatpuré, flåede tomater og krydderier. Dæk blandingen med bouillon.

5. Læg låg på og lad det simre ved svag varme i ca. 20 minutter til linserne er møre. Rør lidt i blandingen undervejs og tilsæt evt. ekstra væde.

20180519_213434

6. Varm imens ovnen op til 200 grader almindelig ovn (med mindre du selvfølgelig ikke vil bage lasagnen med det samme) og lav evt. en ostesauce (se nedenfor)

  • Smelt smørret i en gryde
  • Tilsæt mel og pisk heftigt
  • Hæld mælken i lidt ad gangen, imens du pisket, så klumperne røres ud.
  • Tilsæt osten, når al mælken er kommet i og saucen er tykne lidt (det tager 5-10 minutter).
  • Tag ostesaucen af varmen og rør rundt, indtil al osten er smeltet og fordelt.
  • Smag evt. til med salt, peber og revet muskatnød.

7. Læg lasagnen sammen når linserne er færdige og saucen er blevet kogt godt sammenhængende. Jeg foretrækker at begynde og slutte med et lag ostesauce. Med de mængder jeg bruger her, er der til fire lag ostesauce – tomat/linsesauce – lasagneplader. Og så et lag ostesauce og ekstra ost til gratiner g på toppen.

20180519_213412

8. Bag lasagnen ved 200 grader i 35-40 minutter (lidt kortere hvis du har lagt den sammen på forhånd).

20180519_213344

Tak til Line for lækker opskrift! Line kan i øvrigt også følges på Instagram under navnet @madtilmor, hvis du er blevet lummer på hendes retter. Her hjemme er grøntsags lasagne et hit og jeg glæder mig til at prøve denne version! Faktisk var Lillefar slet ikke klar over, at der ikke var kød i, første gang jeg lavede grøntsags lasagne. Og der skal altså lidt til at snyde en næsten to meter høj håndværker, hvor kød er 99% af den daglige spise!

Vil du gå på opdagelse i flere lækre opskrifter, kan du klikke HER. Der er bl.a. kyllingelasagne, Linse suppe og Blomkåls-risotto! Og husk at jeg også gerne vil høre fra dig, hvis du har en lækker opskrift i ærmet!


Følg med i Lillemors univers her:

Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog

lillemorblog_logo

   

1 kommentar

  • Caroline

    Genialt tip: Jeg er selv bechamel-sovs-lover og mener, at det er hvad sig hører til en “rigtig” lasagne. MEN, når man trænger til en sundere og 10xnemmere version, så kan hytteost med fordel benyttes(!). Det giver nøjagtig den samme effekt som en hvid sovs – den tages direkte fra bøtten og så er den tilmed fyldt med proteiner. Velbekommen 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mor forbandelsen...