Ting jeg har hørt mig selv sige #9

Kan man sørge forkert når man mister?

Da jeg mistede min mor som 16-årig, blev jeg konfronteret med en masse følelser, som var enormt ukendte for mig. Selvom jeg godt vidste at min mor ville dø og at det kun var et spørgsmål om tid, så kan man ikke forberede sig på den slags. Man kan læse bøger, man kan opsøge dem i sit netværk der også har mistet og søge råd hos dem. Men man vil aldrig være forberedt på de følelser der rammer én med 220km/t, når først den man elsker ånder ud for sidste gang. Den man elsker og som har én af hovedrollerne i ens liv. Og nu pludselig ikke har nogen rolle overhovedet, ud over at være et minde. Fra det ene sekund til det andet.

Da politiet og reddere havde forladt vores hjem den november aften i år 2000, og der var dømt alt udsolgt på tåre-kontoen, ja…så sad man bare dér. Underligt nok tikkede uret videre, uden hensyntagen til at tiden føltes som om at den var gået i stå for mig. Når jeg kiggede ud af vinduet, kørte busserne ufortrødent videre. De der gik på gaden grinte, mens de samtalede med hinanden. Minutterne passerede og min mave begyndte at rumle, samtidigt med at jeg var ramt af en uoverkommelig kvalme. Man laver mad, man går i seng. Man handler ind og går i bad.

Livet fortsætter.

Folk observerede mig. Jeg var tunget til at få en hverdag op at køre igen. Til at grine, til at sørge. Til at glemme tabet for en kort stund, kun for at blive mindet om tabet igen, som et lyn fra en klar himmel. Jeg kunne mærke at folk omkring mig var ekstra observante på mig. De både forventede at jeg kom videre, men forventede på en måde også, at kunne mærke en forvandling hos mig, hvor sorgen fortsat skinnede igennem.

Min veninde mistede sidste år sin mor. Hun fortalte om en aften i byen med veninderne noget tid efter. En aften hvor hun besluttede sig for at være glad, for at hylde livet og for at glemme sorg for en stund. Hun gjorde kort sagt det som veninderne havde opfordret hende til. Hun havde en sjov aften. Dansede på bordene og grinte mens hun tog endnu en tår af sin øl. Pludselig blev hun konfronteret med om hun var okay…for hun havde jo mistet. “Det er okay…du kan godt fortælle os om det!”. Da hun afværgede blev der stillet spørgsmålstegn til dette. For hun skulle jo sørge. Det er ikke normalt bare at glemme.

Min anden veninde mistede sin lille søn for nogle år siden, da han kun var en måned gammel. Hun og jeg har ligeledes talt meget om det at miste. Og forventninger fra andre. For hvordan sørger man? Hvad er den korrekte måde at sørge på, set med andres øjne? Og kan man overhovedet gøre det rigtigt eller godt nok?

Mine veninder har det tilfælles (med garanteret rigtig mange andre), at nogle forsøgte at insinuere at måden de sørgede på var usund. Forkert. At sorgen skulle håndteres anderledes. Men jeg tror at man skal være meget meget varsom med at gøre sig til dommer over for andres sorg. I hvert fald som veninde. Jeg er klart af den overbevisning, at det vigtigste job man besidder som veninde, er at støtte op omkring sorgen og hvordan den omfavnes på. Man er ikke psykolog. Man er veninde. Man kan være undrende og overrasket over måden der sørges på. Men man skal lade en psykolog om at bedømme rammerne for hvad normalt er og i stedet gøre sit bedste for at støtte op omkring måden der sørges på. Det sidste den der har mistet har behov for, er at få at vide at man er forkert. Hvis man er bekymret og pågældende veninde ikke går til psykolog, så bør man hellere sætte alle sejl ind på at få en sådan sat i værks. Imens kan man som veninde gøre det der er aller bedst; lytte og bare være.

Man kan være stensikker på at vedkommende sørger hundrede gange så meget mere inde i sit sind, end hvad der kommer til udtryk over for omverdenen. At miste er lidt lige som at skulle lære et helt nyt sprog på et split sekund – og at andre forventer at man begår sig flydende i sproget allerede dagen efter.

Hvis du har lyst til at (gen-) læse mine tanker omkring at miste en forælder…og frygten for at efterlade sine egne børn, så kig med HER. Det indlæg endte faktisk i Magasinet Vores Børn (læs om det HER). Og faktisk var min veninde der mistede sin lille søn, så sej at skrive om hele forløbet her på bloggen. Det er barsk læsning, men hvis du har lyst kan det læses HER.


Følg med i Lillemors univers her:

Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog

lillemorblog_logo

4 kommentarer

  • Christina

    Puha… Har lige læst beretningen om Anne Stines lille Noah og sidder med tårerne trillende ned af kinderne.
    Med en lille dreng i maven og en stor pige der fyldte 1 år samme dag som Noah tog herfra, synes jeg det er en historie der rammer rigtig hårdt.
    Alle mine tanker til Anne Stine og hendes mand <3 det er dejligt at læse at Noah har fået en skøn lillebror.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne Stine

      Tusind tak for dine tanker og medfølelse! Det varmer 🙏🏼

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina

      <3 <3 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne Stine

      Christina: Tusind tak for dine tanker og medfølelse! Det varmer 🙏🏼
      Og stor TAK til verdens bedste lillemor for at tage det altid relevante men stadig også svære og tabubelagte emne op omkring sorg og sorgreaktioner 😘🙏🏼

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ting jeg har hørt mig selv sige #9