Et ret godt forældre-tip!

Når en jordemoder (ikke) går i panik

Jeg har ofte hørt sætningen: “Og så gik de i panik på fødestuen” eller “Jordemoderen gik i panik og kaldte lægen” eller “De gik alle sammen i panik og (…)”. Faktisk mange forskellige varianter, bare med ordet “panik”. Sætningen er kommet fra veninder, bekendte og kvinder jeg som jordemoder har haft en efterfødselssamtale med. Og det hviner i mine ører hver eneste gang. For det er så vigtigt for mig at stadfæste én ting:

Vi går ikke i panik! Jordemødre og læger går ikke i panik på en fødestue.

Bevares, vi kan få pulsen op, løbe stærkere end vi havde regnet med at vi skulle og tale mere højt, klart og bestemt, end når vi blot viser os fra vores bløde jordemoder side. For man forbinder nok mest af alt en jordemoder med sagte snak, lændemassage og en rolig tilstedeværelse. Og det tror jeg at alle mine jordemoder kollegaer og jeg selv rummer. Men vi er altså også nogle lynhurtige og bestemte madammer, hvis situationen pludselig forvandler sig. Men det er ikke det samme som at gå i panik!

Når man er under uddannelse som jordemoder, så er der enorme mængder teori. Både hvad angår den normale fødsel, men i enorm udstrækning også teorien inden for den mere patologiske del (ordforklaring: når fødsler afviger fra det normale). Man lærer hvordan man handler i akutte situationer og kommer til eksamen i selv samme. Og som færdiguddannet jordemoder, kommer man på kurser, hvor man sammen med læger og SoSu assistenter, gennemgår samt øver, de akutte situationer man som team kan støde ind i på fødegangen. Jordemødre ved godt hvordan de skal handle, når der sker noget akut. Noget ikke-forventeligt. Noget sjældent. Noget der afviger fra normalen. Bevares, det kan sagtens være at den enkelte jordemoder ikke har været ude for situationen før – eller kun få gange. Én gang skal jo være den første. Men I kan være ganske sikre på, at en jordemoder er skolet til at handle. Og at hun gør det!

Det der egentlig gør mig mest ærgerlig, når jeg har de her samtaler med kvinderne (eller mændene!), det er at det jo er en oprigtig følelse. De oplevede panikken – og hvis man eksempelvis har et barn, der ikke trækker vejret som forventeligt efter fødslen, så er det jo ikke rart at have følelsen af, at personalet på stuen, ikke ved hvad de skal gøre. Men jeg tror ærligt at panikken ene og alene tilhører parrene. For jordemødre og læger har en fuldstændig klar arbejdsgang, i de situationer der bliver akutte og kræver handling.

Vi kalder efter flere kollegaer som det første! Ofte er det en såkaldt “klokke” vi hiver i/trykker på og som så vil lade alle andre kollegaer på fødegangen vide, at der er behov for hjælp på stuen. Men når man som jordemoder er inde på stuen, kan man jo ikke signalere, om det er en enkelt eller to kollegaer man har brug for. Så derfor kommer der ofte en masse ind på stuen. Jordemødre, læger og SoSu assistenter (der er klar til at teame op, som de er trænet i).

Jeg har ofte løbet til den slags “alarmer” og hurtigt vurderet, at min hjælp ikke var nødvendig. Fordi jeg som jordemoder meget hurtigt får overblikket over, at det kun var to ekstra sæt hænder der var nødvendige. Ikke ti. Og så er jeg blot forduftet igen. Når man som par på en stue oplever, at der løber ti jordemødre ind på en stue og tre læger – bevares! Så kan jeg da godt forstå at man tænker: “Hvad sker der?! Panik!”. Men tro mig når jeg siger, at det er noget vi oplever ganske ofte. Vi tager ingen chancer og ringer hellere én gang for meget på klokken, end én gang for lidt.

De var i panik…og de sagde næsten ingenting!

Når en “alarm” lyder og man skynder sig ind på en stue, for at hjælpe den jordemoder der står der inde, så prioriterer man at spørge jordmoderen: “Hvad sker der og hvad skal jeg gøre?” alt imens man iklæder sig nogle handsker. Dvs. at man altså ikke går ind og siger: “Hej med dig Yvonne, jeg hedder Tina og jeg er jordemoder. Sikke en skøn lille dreng du har fået på denne solskinsdag! Jeg kan se at du bløder en smule, så nu vil jeg lige spørge min kollega, hvad jeg kan gøre for at hjælpe hende!” Nej – alt pædagogik bliver praktisk talt pakket til siden. For vi går nok i “robot-mode” og vores første prioritet er altså at hjælpe. Det er dét vi kalder “klar og sikker kommunikation”. Vi går med “livrem og seler” og vil gerne være to skridt foran, så en situation ikke udvikler sig. Og det er vi ærligt talt pisse seje til. Byder situationen sig, præsenterer vi os naturligvis. Men som sagt er første prioritet altså at hjælpe, så vi kan være på forkant med situationen. Så må venligheden vente til bagefter.

Hvis der skulle sidde nogle der ude og have nogle uforløste tanker omkring fødslen, så vil jeg klart anbefale at hive fat i fødegangen med henblik på en efterfødselssamtale. Eller måske hyre en privat jordemoder for en snak. For der er altså for det meste en ret god forklaring på forløbet – en forklaring som I skylder jer selv! Det er så vigtigt at man ikke brænder inde med nogle negative tanker om forløbet. Slet ikke hvis der findes en god forklaring!

Og i øvrigt tak til Lillefar, for den meget farverige tegning 😊


Følg med i Lillemors univers her:

Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog

lillemorblog_logo

19 kommentarer

  • Camilla

    Efter to temmelig akutte kejsersnit kan jeg med fuld overbevisning sige at de eneste der ikke går i panik er sundhedspersonalet. Og heldigvis! Det er jo dem der er på arbejde og skal redde ikke bare mor og barn men også forudse eventuelle yderligere komplikationer osv. Jeg var selv meget forskrækket over hvor klinisk det hele pludselig blev første gang -og følte mig fuldstændig sat til side som person MEN jeg fik det bearbejdet med jordmoder bagefter og når det gælder akutte kejsersnit er det altså ikke muligt at sætte sig ned, holde i hånd og spørge: “hvad føler du lige nu?” Ubehageligt for moderen ja-men ved I hvad? Mit ældste barn blir 12 lige om lidt og er sund og rask og fræk og kvik præcis som hun skal være. Det er ikke sikkert det var endt så heldigt hvis ikke personalet på fødestuen var så prof… al respekt til jer for ikke at gå i panik når vi andre gør det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lillemor

      Camilla du har så ret! Jeg kan sagtens sætte mig ind i den følelse, at man går fra at sidde og holde i hånd med en jordemoder og så til at hun pludselig bare handler. Og at det går stærkt. Heldigvis rummer jordemødre begge dele! Men vi ved jo teoretisk hvad der kan ske og når så først en lille rød lampe begynder at blinke, så er vi handlekraftige! Og lægger som nævnt alt pædagogik til side. Næsten 😉 For vi kan jo ikke lade være med at prøve at multi taske… Vi er jo kvinder!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Men kære lillemor.. du har selvfølglig ret som altid, MEN…. min virkelig kodyl søde Jordermoder gik altså lidt i panik… eller hvertfald blev hun ekstra udfordret – for da alle 20303 mennesker havde forladt fødestuen (ja skulle selvfølgelig havde kamera hold med) og min søn var kommer sikkert afsted til neo, så skulle den der moderkage fødes. Det gad den selvfølglig ikke og pludselig knækker den der navlesnor og Jordermoderen kylede hele armen op som var jeg en ko! Hun råbte på hjælp og da den gamle gavede overlæge BENTE dukkede op så ville min Jordermoder gerne have de byttede arm. WHAT the fu.., det var jeg jo ikke meget for vel? Men Bente ville ikke bytte arm og sagde iskoldt at hun jo bare skulle tage moderkagen med ud sammen med hendes arm. Jordermoderen sagde med en skinger stemme “jamen det jo det jeg aldrig har prøvet”.. Bente var iskold og 20 sek efter var jeg 800 g og en arm lettere.
    Jeg følte altså hun gik lidt i panik!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lillemor

      Ha ha!! Elsker den kommentar Camilla 😊 Altså det jeg hører, det er at du har haft en piv fornuftigt jordemoder som har handlet præcist som hun skulle. Hvilket er ret flot, når man tænker på at hun ikke har prøvet den situation før. Og det bekræfter blot for mig, at den jordemoder teori vi har med os er guld værd. Hun prioriterer og gør det så fint! Lige som bøgerne foreskriver det. Og Bente… Åh Bente 😂 (som jeg ikke kender, men lyder som en god og erfaren læge). Alt respekt til hende, men jeg vil med ydmyghed i stemmen sige at det altså lyder som om at det mere var jordemoderen der fulgte reglerne end Bente 😊😉. Din jordemoder har haft pulsen oppe og er blevet udfordret. Men hun handlede! Og talte højt, klart og tydeligt. Men hun var ikke i panik!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ditte-Isabel

      er flad af grin!!! håber selvfølgelig du er okay, men da jeg læste den synes jeg sgu det var noget af det sjoveste!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg har været igennem 2 fødsler og 2 meget forskellige af slagsen. Den første helt normal og havde den mest fantastiske jordemoder der findes, og som hjalp mig igennem uden bedøvelse 🙏 anden gang fødte jeg 2 mdr for tidligt og følte mig ikke en eneste gang bange for hvad jeg skulle igennem, heller ikke da tingene pludselig tog op til flere mærkelige drejninger – jeg har altid følt mig godt behandlet og godt informeret så vidt muligt! 💙 har idag 2 sunde og raske drenge (3år og 6mdr) og sender alle jordemødre en mega highfive for jeres seje arbejde ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lillemor

      Tak for en fantastisk besked! Jeg lover at sende Hugh fives videre!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene Christiansen

    Virkelig godt skrevet!! Min første fødsel var lang, da min pige lå med armen over hovedet, så det var svært at komme ud. Det endte med en sugekop og hun kom ud i første hug, heldigvis. Her kom der jo på kort tid et stort hold af mennesker, hvis nu hun ikke havde det godt.
    Al kommunikation foregik til mit underliv, nok ikke helt, men sådan føltes det. Jeg er dog selv sygeplejerske, godt nok ikke noget med fødsler at gøre, men følte mig helt tryg, da jeg jo selv har stået i tilspidsede situationer. Men jeg har tit stødt på panik udtalelserne. Vi er professionelle og har styr på det. Men nogen gange skal ting gå lidt hurtigt, og så må pædagogikken, som du skriver, komme i anden række. Debriefing/eftersamtaler og deslige er fantastiske og alle burde benytte sig af disse ved behov.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lillemor

      Jeg er helt enig Lene! Alle bør egentlig have en snak om situationen bagefter. Det der piner mig mest, er tanken om at nogle oprigtigt tror at deres situation var panisk.

      Ift cup anlæggelse så er det jo et helt normalt scenarier, at man fx sidder og spiser frokost og der så er nogle der helt stille kommer ind og fortæller lægen, der er i færd med æggemaden at der skal anlægges cup. Hun tager afdelings jordemoder, SoSu assistent og jordemoder med sig ind (måske også en yngre/ældre læge) – for det er sådan vi gør det! Alle har en funktion. 10 minutter efter, kommer lægen roligt tilbage til frokost bordet og tager hul på makral maden! Det er jo hverdag for os. Og lige som du som sygeplejerske kender rutinerne, gør jordemødre det samme 😊. Men du har ret! Kan godt forestille mig at det er mærkeligt når der pludselig kun bliver talt til/om ens livmoder og ikke en selv 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg har for 5 uger siden født en dreng der endte med at sidde fast med skuldrene i 7 minutter. Alle metoder for at få fri glippede indtil de klippede og brækkede hans overarm for at få ham ud . Jeg følte på intet tidspunkt panik . Det værste ved hele den fødsel var den jm der glemte medicinen i min epidural . Men de 8 mennesker der baksede med min krop og baby har jeg kun ros til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lillemor

      Åh for fanden Camilla. Det er en meget kendt – heldigvis ikke ofte – situation, når skuldrene sidder fast. I de situationer har vi også en fuldstændig klar algoritme vi går efter. Og vi brækker “gerne” et kraveben og/eller en arm, hvis det kan redde et liv. Så selvfølgelig slår jordemoderens hjerte nok lidt hurtigere end vanlig. Men hun ved hvad hun skal gøre og alle forsøger at være et skridt foran. Og det med epidural en… Det er selvfølgelig ærgerligt! Jeg tror alle jordemødre har klokket i den i ny og næ! Jeg mindes eksempelvis engang hvor jeg selv skruede min handske fast til babys hovede med en hjertelyd elektrode 😜. Der var jeg heller ikke so populær! Men så læner jeg mig op af at jeg, trods alt, er populær i kvindernes øjne 99% af tiden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      Han måtte også lige ha en god gang hjertemassage for at komme i gang igen efter den tur så klipning og brækket arm er bare en del af det for at han stadig er her . Vi har også haft en rigtig god og givende efterfødsels samtale hvor jm sagde at det lige så meget var hende der havde brug for at se os i øjnene efter det. Selv den erfarne jm med 22 års erfaring havde ikke oplevet en sidde SÅ godt fast. Og ja . Ting kan glemmes . den virkede heldigvis godt da den blev sat til 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Min anden fødsel forløb som en drøm. Fik taget vandet efter at have gået hjemme med veer det meste af dagen. Jeg fødte 20 minutter efter vandet var taget og var totalt høj på den hurtige fødsel (min første fødsel tog 1,5 døgn). MEN jeg blødte meget fra det sted i livmoderen hvor moderkagen havde siddet fast. Mistede 3,5 liter blod på under 20 minutter. Der blev edermanme handlet hurtigt og præcist! Og nej der var ikke meget holden i hånden og snakken til mig. Baby over til far og afsted med mig. Heldigvis stoppede blødningen inden jeg røg på operationsbordet. Troede på et tidspunkt jeg var ved at dø, men der lovede de mig, at jeg ikke ville. Var dog meget glad for efterfødselssamtalen med den topprofessionelle jordemoder. Husker stadig fødslen som helt fantastisk, men efterspillet kunne jeg godt have undværet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Hvor har du ret. For ja, følelsen af panik, den kommer nok mest hos parrene. Det handler også om, hvordan jordemoderen reagerer. Ved min første fødsel, tog jordemoderen mit vand. For derefter at rejse sig, tage sin tlf og løbe sin vej, for hun ku ik lide hva hun så ( fandt vi ud af bagefter) Men den reaktion gav mig kæmpe panik….ved min 2.fødsel endte det helt galt (for mig). Jeg endte med kæmpe fødselsskade og med stomi i et år. Jeg blev overflyttet til et større sygehus for at blive (gen)opereret. Da der var styr på stomi osv, kom jeg tilbage på 1.sygehus. Og her blev jeg VIRKELIG skuffet. På INTET tidspunkt i mit lange forløb, stak jordemoderen lige hovedet ind og sagde hej osv. Jeg fik en samtale med en jordemoder, der ikke havde været med til fødslen og så en studerende, der heller ikke havde været der….så jeg ku ik tale med hende og høre hvordan hun havde oplevet det. For på mig, virkede det (igen) til at hun gik i panik. Især da det gik op for hende, hvor i stykker jeg var.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Selvfølgelig går de ikke i panik, men jeg tænker der sker en eller anden brist i kommunikationen under og specielt efter, hvis man tager hjem med følelsen af jordemoderen gik i panik.
    Efterfødselssamtaler burde være et obligatorisk tilbud til alle fødende, som aftales før fødselen.
    Ved min første siger gamle Birthe: ” Ved pressetrang presser du bare”
    Efter endt og vellykket fødsel fortæller min mand at hun forlod fødestuen for at hente en assistent. Hvis jeg havde set det, var sku gået i panik.
    Men ved den i forvejen aftalte tid ved min faste jm, kunne vi med vores smukke pige i armene få talt hele det 6 dage lange igangsættelsesforløb, selve fødslen og tiden på barselsgangen igennem.
    Det var guld værd… kan stadig tænke over fødslen af den yngste hvor vi ikke havde den mulighed

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte

    Du har uden tvivl ret i, at panikken tilhører parrene 😊
    Da jeg fødte vores datter (min første fødsel) gik alt temmelig stærkt. 4 timer fra første ve, så var hun der.
    Under fødslen dykkede hendes hjertelyd pludseligt og straks var stuen fyldt med læger, ekstra jordemor og assistenter. Jeg er selv sygeplejeske og oplevede det ikke som voldsomt. Jeg er jo vant til de akutte og stressede situationer og var desuden også i min helt egen verden på det tidspunkt. Ærlig talt, så sansede jeg egentlig ikke, at der pludselig var temmelig overcrowded på den stue 🙈
    Men men men, min stakkels mand, der i øvrigt er bange for sygehuse og læger, han gik totalt i panik 😱 han har senere fortalt, at han var helt sikker på, at både min datter og jeg ville dø. Så han havde bestemt en helt anden oplevelse af den fødsel end jeg 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Øv hvor er det trist at nogen har haft følelsen af det her.
    Jeg har kun mødt fantastisk, dygtige og nærværende jordmødre.
    Begge mine fødsler var for tidlige. Ved den første nåede jeg at have 2 jordmødre, begge nyuddannede. Da det endte med akut kejsersnit havde jeg alligevel ikke på noget tidspunkt følelsen af at nogen gik i panik.
    Alt var godt! Søde kvinder der tog sig af mig og barnet.
    Ved Nr 2 fødsel var jeg glad for en gammel garvet jordmoder. Det gjorde mig tryg, fordi fødsel nr 2 var tidligere end nr 1. Og her endte det du i både cup, nyfødt der ikke trak vejret og hjertemassage. Ja der var mange på stuen til sidst, men jeg følte at jordemoderen havde fuldstændig styr på situationen og fokuserede på mig og det arbejde hun gjorde.
    Jeg har en kæmpe respekt for jer og jeres fag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Ved min første fødsel, endte det i cup; det var uddanneleshospital (eller hvad man nu kalder det), og derfor var der ikke kun det “faste” personale på stuen, men lige en ekstra studerende pr fødselslæge, jordemoder osv. Men min fantastiske jordemoder var så god lige at give en heads up “nu kommer der en del mennesker ind på stuen, det kan virke voldsomt, men det er fordi vi er uddannelseshospital”. Det gav meget fo at vide det – og er helt enig, jeg så dem slet ikke i panik – alt forløb så professionelt.
    Anden fødsel spurgte de så om en Falck redder studerende måtte være med – det er jeg bare glad for at jeg sagde ja til – trods det var hans første fødsel, var han en stor hjælp og her var der heller ingen panik at spore 🙂 Og så fik han vidst en på opleveren 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Da jeg lå der og kæmpede mit livs kamp med banditten som stjernekigger (okay den sætning er da ret spøjs for en uerfaren😅) og lægen siger “vi kan lige lade hende presse en halv time endnu, så kan vi snakke om sugekop”. Glemmer aldrig den sætning! For her insisterede jeg på sugekop – og dét var NU! (Veer i 3 dage og en pressefase på i alt 6 timer (dog med en pause i midten på ca 1,5time)) da sætningen havde forladt mine læber så blev jeg noget overrasket over det sjak der rykkede ind. Hold fast med mennesker 😳😅 jeg var dog så mør så de kunne gøre hvad som helst. Jeg var så tryg. MEN jeg havde også min egen jordmoder med fra storkereden og det var rart kun at have én at forholde sig til og som gjorde al arbejdet bag kulissen. For de andre jordmødre på fødegangen kendte jeg ikke.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et ret godt forældre-tip!