Pinligt... Men også ret sjovt

“Min døde søn har lært mig mere om kærlighed og livet end nogen anden”

Jer der læser med fast ved at jeg er startet på en føljeton af indlæg, jeg kalder Stærke Kvinder. Disse indlæg omhandler nogle kvinder, der i mine øjne er pisse seje og inspirerende. Kvinder der i én eller anden udstrækning har oplevet, når livet har taget røven på dem. Eksempelvis Dorthe der var udsat for en højresvingsulykke og mistede sit ene ben. Eller kvinder der har truffet et valg eller oplevet noget, som de færreste kommer til. Som Linnea der valgte at blive solo-mor og blev gravid ved sæddonor, eller Rikke der fik et barn med autisme, men ikke ville ændre noget, selv hvis hun kunne. Fælles for dem alle er, at det er noget de ikke lige troede stod skrevet i deres livshistorie. På trods af det, har jeg set dem smile og sige: “Jeg skal nok komme stærkere ud på den anden side!”. Måske de ikke altid føler sig stærke! Og måske følelsen også ofte er blevet erstattet med tårer… Uanset er de en kæmpe inspiration for mig. For de har vist mig, at selvom livet havde andre planer for dem, end de selv havde…så har de valgt at tage kampen op. Derfor vil jeg give dem noget spalteplads her på min blog. Fordi de fortjener det og fordi jer der læser med, fortjener at blive inspireret af de her enormt seje damer.

Hanna har oplevet det som alle forældre frygter mest. Nemlig at miste sit lille barn. Sorgen vil jo altid være enorm. Trods dette fortæller Hanna, at hun har lært enormt meget om livet og om kærligheden. Der ud over er Hanna enormt engageret i Landsforeningen Spædbarnsdød og er med til at sikre, at fremtidige forældre, der vil opleve det samme, har et trygt sted at henvende sig, hvor de kan få den sufficiente hjælp. Læs hendes historie og hvordan hun har bidraget til førnævnte nedenfor. I øvrigt! Hvis man har lyst, må man meget gerne smide Hanna en kommentar i kommentarfeltet!

August 2012
Det var sidst på eftermiddagen, og jeg var netop kommet hjem fra arbejde. Vi boede på det tidspunkt midlertidigt hos mine forældre, og jeg sad sammen med min mor, og kiggede på noget babytøj, jeg havde hentet hos en bekendt på vejen hjem. Det spænder lidt i maven, som allerede fylder godt, selvom jeg kun er i 24. uge. Jeg mærkede de første plukveer ganske tidligt i graviditeten, så jeg tænker, at jeg blot trænger til at smide mig på sofaen og slappe af. Da jeg går på toilettet, går vandet pludselig med et ordentlig plask. Det fosser ud, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er vandet der er gået. Jeg bliver selvfølgelig virkelig panisk og bange, og skriger på min mor. Panikken er ret udtalt, og vi får efter lidt ringen rundt, fat i fødegangen, hvor vi selvfølgelig skal komme ind.

Så snart jeg kommer på sygehuset, og de konstaterer at det altså er fostervandet der er gået, vælter det ind med mennesker på stuen. De konstaterer hurtigt, at vores lille drengs hjerte slår. Selvom jeg er voldsomt bange, er sagens alvor nok ikke rigtigt gået op for mig på dette tidspunkt. Da vi kommer til hospitalet, lytter jordemoderen der tager imod os, til hjertelyden, og heldigvis slår hjertet fortsat. Der kommer også en læge for at scanne mig. Han kalder omgående på bagvagten. Da bagvagten kommer, konstaterer han meget hurtigt, at vores lille drengs hjerte pludselig ikke slår. I det øjeblik brød hele verden sammen.

De næste dage er både enormt tågede i min hukommelse, og samtidig står de lysende klart. Vi bliver informeret om, at jeg selv skal føde, da det er det bedste både for min krop og psyke, og jeg får at vide, at jeg vil blive sat i gang den følgende dag.

Efter en stort set søvnløs nat, begynder igangsættelsen. Kort efter igangsættelsen får jeg veer, som hurtigt tager til. Jeg kommer forholdsvis hurtigt på fødegangen, hvor vi bliver mødt, af den skønneste jordemoder. Hun er så varm og omgivet af en helt særlig ro. Hende følte jeg mig omgående tryg ved. Det endte med at blive den smukkeste fødsel, som jeg fortsat tænker tilbage på med en stor varme og et lille smil. For hvor skrækkeligt det hele end var, så var det kæmpe stort, at få det her helt perfekte og færdigudviklede lille Miniature menneske i mine arme. Vores højt elskede lille søn, som fik navnet Tristan. I de følgende timer fik vi lavet hånd og fodaftryk sammen med jordemoderen, ligesom vi også fik en lille bitte strikket kjole og hue som Tristan fik på. Vi blev anbefalet at tage en masse billeder. Vi holdte ham, aede ham og var i det hele taget mest af alt vanvittigt forelskede og stolte af, at vi havde lavet det her lille menneske. Efter 3 dage på hospitalet, hvor der var personale, der tog vare på os, blev vi udskrevet, og kørte fra hospitalet med lille Tristan i en kiste på bagsædet. De næste dage gik med at ordne praktiske ting i forbindelse med begravelsen og græde en ufattelig masse tårer.

Uvurderlig hjælp
Efter begravelsen, blev jeg ramt af massiv tomhed og meningsløshed. Jeg brugte en del tid på internettet, hvor jeg fandt online netværk, med andre der havde mistet. Ligesom jeg nærlæste alt det materiale, jeg kunne finde fra Landsforeningen Spædbarnsdød (Herefter benævnt Landsforeningen). Jeg fandt også hurtigt ud af, at Landsforeningen havde lokale arrangementer i min by. Og det blev min indgang til et netværk, af de sejeste mennesker man kan forestille sig. Det var så befriende at møde andre, der vidste nøjagtig hvor ondt det gjorde, og som turde snakke helt frit om det, at have et barn der er dødt.

Jeg fik også forholdsvis hurtigt fat i en rådgiver fra Landsforeningen. I rådgivningen, var der plads til at tale om alt det der fyldte. Nogle dage kunne jeg dårligt snakke, fordi sorgen var så voldsom. Men samtalerne med min rådgiver lettede altid. Og så var det fantastisk, at det var muligt at ringe ind på alle hverdage, hvis verden bare brændte sammen, så man ikke lige skulle vente flere uger på, at man nu havde tid ved psykologen. For mig blev det netværk jeg fik igennem Landsforeningen en massiv støtte, og jeg tror på, at Landsforeningen har en stor del af æren for, at jeg formåede at finde tilbage til et liv med en masse glæde og mening, som siden hen har beriget mig med to sprællevende mirakler.

Det har til tider været drøn hårdt at være i, og jeg har den holdning, at der IKKE er en mening med, at min elskede lille Tristan, ikke skulle have lov at leve livet. Jeg tror ikke på, at der behøver være en mening med alting, nogle gange sker der bare ting, som er helt meningsløst. Og spædbarnsdød er helt og aldeles meningsløst! Men det er en del af mine livsvilkår, og det har så været min opgave, at få det bedste ud af de vilkår og finde en mening i det nye liv, jeg pludselig befandt mig i. Det har kostet mange tårer, det vil for altid indeholde et savn til Tristan. Men det indeholder mest af alt kærlighed til alle mine 3 børn, en stolthed og kærlighed som overskygger alt det svære. Som bonus har jeg via Landsforeningen, hvor jeg forholdsvis hurtigt blev frivillig, mødt nogle af mine tætteste veninder, og en hel masse skønne bekendte. Jeg ville ønske, at jeg havde Tristan i mine arme, men uanset hvad, ville jeg aldrig have været ham foruden. For han har beriget mig, og lært mig mere om kærlighed og livet generelt end nogen anden.

Derfor er jeg super stolt af, at være en del Ve-No tour, et frivilligt projekt, hvor forældre eller andre pårørende der har oplevet spædbarnsdød, cykler fra Blåvand til Skagen, altså fra Danmarks vestligste punkt, til Danmarks nordligste punkt (Deraf navnet Ve-No tour), med det formål, at indsamle penge til Landsforeningen Spædbarnsdød, hvorved de er med til at sikre, at det bliver ved at være gratis terapeutisk rådgivning, samtaler, tilbud osv. af høj kvalitet, til de forældre der i fremtiden vil komme til at opleve, det vi alle frygter mere end noget andet – At miste et barn.

I pinsen cykler 14 seje ryttere afsted fra Blåvand med kursen sat mod Skagen, hvor teamet ankommer søndag d.9. juni, efter at have tilbagelagt ca. 430 km. på cykel. En tur hvor kærligheden til vores børn, i høj grad er i højsædet, ligesom de kæmper for at nedbryde det tabu, der er omkring at tale om vores døde børn. Man kan læse mere om projektet og rytterne HER. hvor det også er muligt at støtte Ve-No tour holdet. Man kan både støtte pr km kørt eller donere et engangsbeløb. Alt hjælper! På den måde kan vi være med til at sikre fortsat kompetent terapeutisk støtte til forældre i sorg!

Puha, det er hård læsning! Men som nævnt bliver jeg virkelig inspireret af den måde som Hanna kan rejse sig på, oven på så skrækkelig en oplevelse. Hun er virkelig en kæmpe inspiration. Tak til dig Hanna, fordi du ville dele din historie.

Min egen rigtig gode veninde, prøvede også engang at miste sin lille Noah, der kun blev 1 måned og 1 dag gammel. Det skrev vi sammen nogle indlæg om. Både hvordan det var for mig som bekendt og gode råd til hvad man kan gøre som bekendt. Der ud over fortæller hun også sin historie. Har du lyst, kan du læse fortællingen HER.


Følg med i Lillemors univers her:

Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog

lillemorblog_logo

2 kommentarer

  • Betina

    Phuha, sidder her med tårer i øjnene og en kæmpe klump i halsen.
    Er selv mor til en lille englepige, født i uge 21 men nok gået til 2-4 uger inden. Min lille Luna.
    God tur til de seje 14 mennesker der cykler næste weekend. Det kommer en donation igen i år.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elena

    Ja, puha hvor kan man genkende meget, selvom, for mit vedkommende, er 30 år jeg mistede min smukke dreng Nick, under fødslen. Det er de samme følelser og ord, man stod i dén gang. Smukt fortalt 🌷

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pinligt... Men også ret sjovt