Ærlig snak

Jeg blev mobbet, da jeg gik i folkeskole

Da jeg kørte hjem fra arbejde i går, hørte jeg radio, hvor der blev talt om mobning. Lytterne ringede ind med deres historier, og selv radioværten fortalte grådkvalt om hendes egen oplevelse med mobning. For hvad gør det egentlig ved et menneske? Både når mobningen står på men også senere hen i livet?

Jeg husker en dreng fra min folkeskoleklasse. Han gjorde mig usikker og fik mig til at føle, at jeg var mindre værd end de andre piger fra klassen. Han påpegede at min højde var både anderledes og utiltrækkende. Det var i øvrigt også mærkeligt, at jeg ikke havde fået nogen bryster endnu. Og når jeg (endelig!) fik nogle, sad de mærkeligt ifølge ham. Han grinte af mig. Hviskede om mig til de andre for øjnene af mig. Han rystede på hovedet af mig, mens han hånligt smed en kommentar afsted, som gjorde det svært at finde søvnen og roen om aftenen.

Egentlig er det vildt nok, at et andet menneske (højst sandsynligt pga. egen usikkerhed) kan få andre mennesker til at føle sig forkert. Føle sig utilstrækkelig. Men de følelser havde jeg! Jeg tog mig selv i at sige til mig selv, at jeg faktisk også var ret klam. Utiltrækkende. Ligegyldig. Og i hvert fald ikke god nok til ham eller andre drenge. Jeg ville så gerne accepteres. Måske især af ham? Måske var det i virkeligheden bare bedst, hvis jeg forsvandt. Der var nok ikke nogle, der ville savne mig alligevel. Jeg kunne jo bare lade være med at se så dum ud. Være så grim.

Ik’?

Der er altid nogle ”Alpha” mobbere. Strategikerne. Og så er der medløberne…de der mobber lidt med, for ikke selv at få en mobber-kugle for panden. ”Skyd før du bliver skudt” som man siger. Jeg kigger egentlig ikke tilbage og klantrer dem. Men et menneske som ham der mobbede, har jeg et evigt sug i maven over. Mærkeligt nok egentlig. For jeg ved jo, at han tog fejl. Han tog mega meget fejl! For jeg er pisse sej, har formået enormt meget i mit liv og er en bad ass mor med en lækker mand! Faktisk kunne jeg ikke ønske, at tingene gik bedre.

Det gør faktisk ikke noget at være højere end gennemsnittet. Og så er jeg ret sikker på, at han også ville glo en ekstra gang, hvis han mødte mig på gaden i dag og tænke: ”Hun ser da faktisk ret pæn ud”. Min usikkerhed er væk, men minderne sidder i maven, når jeg tænker på ham og på den tid.

Jeg lovede mig selv, da jeg var lille, at jeg ville finde mig en lille mand, når jeg blev stor. For jeg skulle i hvert fald ikke lave en tårnhøj pige, der potentielt skulle gå igennem det samme som mig, når hun blev stor. Men så mødte jeg Lillefar på 1,94cm. Vi har lavet to børn, der har længere ben end storebælt. Jeg bruger meget tid på at fortælle dem, at de er lige som de skal være. “Du har sådan nogle dejlige lange ben!”, ”Du er simpelthen så smuk og har et hjerte af guld!” og meget meget mere. Min datter går kun i 2. klasse, og hun har endnu ikke erfaret, hvor modbydelige (og uvidende!) børn kan være. For fuck nu af hvor kan børn være tarvelige.

Jeg gør en kæmpe dyd ud af at fortælle mine børn at ”anderledes” er sejt. At det er okay at fravige fra gennemsnittet. Min søn var 2 sekunder fra at gå hen og rose en kvinde med et kunstigt ben for nyligt, indtil genertheden overtog hans mod. Vi havde netop talt om, at det fandme da var sejt at have sådan et ben! Og at hun var pæn med det. Det ville han gerne fortælle hende. Det er jeg fandenfiseme stolt af, at han kan se.

Alle forældre bør tage snakken med deres børn. Det er VORES ansvar, at sørge for, at vores børn ikke kaster med sten mod andres sjæl. Det er VORES ansvar at sørge for, at vi lærer vores børn den vigtigste lektie i verden: ”Vær mod andre som du gerne vil have, andre er mod dig”.

Jeg havde heldigvis også mange gode venner i folkeskolen. Men der skal kun ét barn til at ødelægge det for én.

Ét barn.

You Might Also Like

11 Kommentarer

  • Reply
    Sara
    1. oktober 2019 at 20:09

    Det er nemlig helt rigtigt! Det tager kun ét barn. Ét barn der

  • Reply
    Sara
    1. oktober 2019 at 20:19

    Det er nemlig helt rigtigt! Det tager kun ét barn. Ét barn der kan ødelægge det for et andet barn. Jeg blev selv mobbet voldsomt i folkeskolen – jeg blev udsat for både fysisk og psykisk vold af to drenge fra min klasse. I dag er jeg 31, det er 23 år siden, men traumet sidder stadig i min krop. Det er voldsomt ubehageligt at tænke på og snakke om. Det har taget mig utrolig mange år at komme igennem det, år som jeg har brugt på at tro på alt hvad de to dumme drenge sagde til og om mig. Jeg har været utrolig indelukket og mistet troen på det gode i mennesker. Men jeg har langsomt genfundet den tro, heldigvis. For hvor ville det da være forfærdeligt, hvis den tro aldrig kom tilbage. Ingen mennesker er onde, men deres handlinger er. STOP mobning det kan være ødelæggende for den du mobber.

  • Reply
    Mia
    1. oktober 2019 at 20:41

    Jeg blev kaldt det tårnhøje helvede af klassens mest eftertragtede dreng. Jeg fik kastet en madkasse i hovedet af samme dreng og da det var allerværst skubbede han mig ned af et bord så jeg slog hul i hovedet.
    Jeg blev mobbet psykisk og fysisk gennem det meste af min folkeskoletid, det var frygteligt. Og skolens løsning var at sende mig til skolepsykolog, for det måtte jo skyldes at jeg var skilsmissebarn og at min mor var alkoholiker🙄 Hvilket faktisk aldrig var noget jeg blev mobbet med, for der var rigeligt med “guf” på min højde. Jeg tror aldrig drengen fattede hvad han gjorde ved mig.
    For 5 år siden blev jeg skilt og da jeg meldte det ud på FB tikkede der pludselig en besked ind fra ham, min mobber😳 Den lød nogenlunde således: “hvis ikke jeg var gift havde jeg sgu inviteret dig på en date!” Det tog sgu pusten fra mig, for ligesom du skriver, så kunne alene tanken om ham give mig et sug i maven. Og helt ærligt anede jeg ikke om jeg skulle grine eller græde, eller om jeg skulle svare🙈

    Tak for din ærlighed❤

    Klem fra Mia

  • Reply
    Trine
    1. oktober 2019 at 20:56

    Ja, det kræver kun ét barn, men i sidste ende er det forældrenes ansvar at få rettet op på deres barns grimme adfærd. Som den selv beskriver, fortæller du dine børn, at det er sejt at være anderledes – implicit at man skal anerkende andre mennesker for dem, de er?
    Det er en meget fin strategi, som jeg synes, alle forældre bør følge. Det er aldrig okay at feje Børns drillerier eller mobberier hen som noget ligegyldigt. Så min pointe er – det starter hos de voksne, det er deres ansvar og jeg kan ikke fatte, at nogle forældre kan tillade at deres børn opfører sig grimt overfor andre.
    Du kan give dig selv (og din mand) et kæmpe klap på skulderen for at have formet sådan en sød dreng, der ville give kvinden et kompliment😊

    • Reply
      Lillemor
      4. oktober 2019 at 6:00

      Tak for dine ord! De betyder meget, kan du tro ❤️ Jeg har en bror, der har autisme. Så vi har haft “forskelligheden” inden for dørene i vores familie. Så på den måde er det måske lettere for mig at drage “sammenhænge”, fordi ingen børn ønsker deres familie udsat. Med det sagt er det jo ikke sikkert, at vi undgår drillerier i fremtiden. Men jeg vil i hvert fald slå ned på det, og minde mine børn om, at det ikke er ok at påpege den forskellighed på en drilsk måde. Man bliver simpelthen nødt til at omfavne at vi ser forskellige ud!

  • Reply
    Rikke
    1. oktober 2019 at 21:36

    Jeg blev selv mobbet så groft, at jeg skiftede skole. Jeg står nu som mor til verdens mest fantastiske 9 årige pige, som i sommers oplyste at der er 1 dreng der har mobbet hende så meget at hun ikke mente hun var noget værd mere, og hun ikke havde lyst til at leve😭😭
    Jeg er rasende! Og kæmper nu for at skolen ikke kun hjælper mit barn, men også drengen, for der må være en grund til at han er så voldsom. Her er næste skridt skolebestyrelsen, da det ikke virker som om lærerne har redskaberne til at hjælpe børnene😔😔
    Én ting er sikker – jeg vil kæmpe for at mit barn kommer ud på den anden side, som en stærk og selvsikker pige💪💪💪 og kommer hun til at minde bare lidt om dig lillemor, så har jeg gjort det godt😊

    • Reply
      Lillemor
      4. oktober 2019 at 5:54

      Ej, hvor er du bare sød Rikke! Tak for dine dejlige ord. Og ikke mindst fordi du deler! Med den indsats du lægger for døren, er jeg sikker på, at I nok skal finde en løsning. Alene dét at din datter ved, at du gør noget, sender jo et signal om, at mobberen ikke har ret! Det tror jeg ikke man skal underkende! Skide godt klaret!

  • Reply
    Trine
    1. oktober 2019 at 21:49

    Jeg blev mobbet gennem det meste af folkeskolen. Og lider stadig under det i dag i en alder af 38 år. Den måde, som jeg blev behandlet på, er jeg sikker på er årsagen til, at jeg i dag har et selvhad uden lige. Jeg tænker tit, hvordan mit liv kunne have været, hvis jeg ikke var blevet mobbet… Jeg har i dag en fin uddannelse og arbejde – men har sværg ved at knytte mig til mennesker, da jeg altid høre en stemme indvendig – “hvorfor skulle de ville dig? Du er intet værd.” Det har stået i vejen for mig i forhold til at få min egen familie.
    Dette skal ikke lyde som om, at jeg ikke kan tage ansvar for eget liv, men noget indeni er blevet krøllet og trampet på så mange gange, at det ikke kan bygges op…. Og er det liv noget værd?
    Jeg ser nogle gange de personer, der var værst på gaden, og tænker “ved I hvad I har gjort?”

    • Reply
      Lillemor
      3. oktober 2019 at 22:14

      Åh, det lyder godt nok også voldsomt. Og ja, det er ret voldsomt, når nogle træder på ens sjæl. For man er den eneste, der kan hive sig selv op. igen! Man bør i virkeligheden tage en snak med mobberen. Fortælle hvilke følelser man sidder efterladt med. For jeg tror vitterligt, at det er de færreste, der tænker om sig selv, at de mobbede, da de var små. Måske en snak eller et brev til ham/hende vil kunne hjælpe?

  • Reply
    Linemarikka
    2. oktober 2019 at 13:40

    Sikke et fint og ærligt indlæg.
    Jeg er føler ikke, at jeg selv er blevet decideret mobbet, men de gange, hvor der har været drillerier ind over i min børnehave og sikkert også folkeskolen, kan jeg også stadig huske. Så måske det alligevel var mobning.
    Du sætter nogle rigtig fine tanker igang og herhjemme snakker vi også rigtig meget med vores fire-årige om, hvordan man er en god ven.
    Det er så vigtigt at give vores børn gode manerer og løsninger med i bagagen, så de lærer at håndtere forskelligheder og at acceptere andre.
    Så tak for et rigtig godt indlæg 🙂🙏🏻

    • Reply
      Lillemor
      3. oktober 2019 at 22:09

      Tak for fine ord! Der er selvfølgelig stor forskel på drillerier og mobning. Drillerier har vi nok alle sammen været offer for og endda nok også været gerningsmanden bag. Det er én ting, og noget som alle nok vil have inde på kroppen. Mobning er bare meget mere hardcore. Og som du selv skriver, skal vi lære vores børn, at det er rigtig ufint og unødvendigt! ❤️

Svar